14. januar 2012, 22:30

Med en dronning i spidsen der er så populær, at otte ud af ti danskere gerne ser monarkiet bevaret. Oven i købet er et flertal af befolkningen overbevist om, at dronningen har opdraget kronprinsen så godt, at han uden problemer vil kunne fortsætte hendes vellykkede arbejde, når den dag kommer. Selv den mest indædte republikaner eller småpopulistiske SF-politiker må have vanskeligt ved at se andet, end at Danmark fortsætter som kongedømme i al fald én generation mere ud i fremtiden.

For det er en pointe ved nutidens monarki: Det står og falder med den person, eller de personer, der tegner det. I virkeligheden en skrøbelig konstruktion. At konstruktionen ikke er styrtet sammen siden seneste regentskifte i 1972 - som var en mere anti-royal periode - skyldes først og fremmest dronning Margrethe, som i 40 år har behersket den fine balancegang mellem fornemhed og folkelighed. En livsopgave har hun selv kaldt det. Det er med fuld ret, Danmark i disse dage ønsker hende tillykke. Men der er også grund til at ønske Danmark tillykke.

Det er ikke enhver nation forundt at have historien, traditionen, kulturen og religionen synliggjort i én person. Danmark er enestående ved at have en kongeslægt, der - med nogle sving - kan føres næsten et tusinde et hundrede år tilbage til den kong Gorm, der er nævnt på den store Jelling-sten. Men det er også enestående, at vi er et folk, der slægtled for slægtled, generation efter generation, kan tage hinanden i hånden tilbage gennem århundrederne til de mennesker, der rullede den store sten på plads. Kongehuset og folket er to sider af samme historie. 

Ikke altid en historie fortalt i fordragelighed. Men i typisk dansk stil har monarkiet og folket i nyere tid indgået et kompromis, som i den pragmatiske hverdag gør Danmark til, hvad man med et skævt smil kunne kalde verdens mest royale republik eller mest republikanske monarki. Alt efter temperament.

I den fortælling, som det hedder på nutidig dansk, har dronningen formået at være den samlende figur. Hun bringer historien med sig, men virker på ingen måde ude af sin tid. Hun er opmærksom på at holde den linje, der på den ene side gør kongehuset synligt i offentligheden og i danskernes bevidsthed, men som også skal hindre kongehusets medlemmer i at lade sig reducere til faste receptionsgæster i billedmedierne. Det er en linedans, som også næste generationer af kongehuset må lære at lægge sig på sinde. I dag er det danske kongehus en attraktion, som landet har nytte af. Men at betragte kongehuset som blot en særlig udvalgt erhvervsdelegation er at undervurdere dets betydning.

Et monarki i en moderne stat er ikke en fuldt ud rationel foranstaltning. Kongehuset fungerer i høj grad på et irrationelt plan som en mental havn hvor nationen kan finde tryghed. Danmark i 2012 er på mange måder et ganske andet land end det, dronning Margrethe indtog som regent for 40 år siden. Og alligevel et land hvor vi kan genkende og genfinde os selv. Det har dronningen en stor del af æren for. Lad os ønske hinanden tillykke med det.