Berlingske mener

Tiden rinder ud

»Jo længere tid, der går med at blive enige i EU, desto flere lande vil beskytte sig med egne løsninger, og de vil tage stadigt skrappere midler i brug.«

Liberal Alliances forslag om at lukke grænsen for asylansøgere og suspendere flygtningekonventionen i to år lyder besnærende. Hvis alt andet viser sig virkningsløst, er det ikke utænkeligt, at det en dag bliver en realitet. Men lige nu er forslaget, som reelt vil være en opsigelse af konventionen, umulig at realisere uden enorme konsekvenser for Danmarks internationale samarbejde og anseelse. Ligesom mange andre politiske forslag, som i disse uger lægges frem om eksempelvis asyllejre i Nordafrika og loft over antallet, der kan få asyl, er LAs forslag et udtryk for en forståelig desperation over, at de europæiske løsninger, som alle kalder på, lader vente på sig. Hvis de da overhovedet nogensinde bliver til noget.

EU-præsident Donald Tusk sagde tidligere på ugen, at EU har to måneder til at få styr på flygtningekrisen, ellers er der alvorlig fare for, at Schengen-systemet med de åbne grænser bryder sammen. Tusk forsøger at lægge maksimalt pres på EU-lederne forud for det afgørende topmøde i marts. Men det store spørgsmål er, hvor lang tid de få medlemslande, som i dag tager imod flest asylansøgere, er villige til at vente? Svenskerne har indført en omfattende ID-kontrol, det rumler voldsomt i Tyskland, hvor presset på kansler Angela Merkel stiger dag for dag. Og Østrig er har besluttet at sætte loft over antallet af flygtninge.

Det passer nemlig ikke, når den radikale gruppeformand Sofie Carsten Nielsen i et interview siger, at der ikke findes nationale løsninger på flygtningekrisen. Selvfølgelig gør der det. Jo længere tid, der går med at blive enige i EU, desto flere lande vil beskytte sig med egne løsninger, og de vil tage stadigt skrappere midler i brug. Kontrollen ved grænserne vil blive mere og mere fintmasket, indtil det ikke længere giver mening at tale om fri bevægelighed og åbne indre grænser. Det vil være dybt ulykkeligt og skadeligt for samarbejdet og væksten i Europa, men en nødvendig realitet, hvis den politiske ørkenvandring i Bruxelles fortsætter.

Når flere asylansøgere i skuffelse beslutter sig for at trække deres ansøgninger tilbage og vende hjem, er det et udtryk for, hvor absurd situationen er, og at en meget stor del af strømmen fra Mellemøsten og Nordafrika består af migranter og lykkeriddere, som drømmer om et bedre liv. Det er blandt andet sket for en gruppe iranere i Næstved. »Jeg havde set i film, at folk i Europa kan gå på diskotek og have et godt liv. Alt er tilladt, og folk har frihed. Livet er dejligt, og ingen har problemer i Europa,« fortalte Zanyar til TV 2 Øst. Efter et ophold i en teltlejr i Sydsjælland vender han nu desillusioneret næsen hjem til venner og familie. Alene det faktum, at der ikke er nogen effektiv kontrol ved EUs ydre grænser, får helt åbenlyst krisen til at vokse sig langt større.

Derfor er første skridt at etablere kontrol, sortering og hjemsendelse i Grækenland og Italien. Hvis landene ikke selv evner at gøre det på overbevisende måde, må ansvaret overlades til EU. De lande, der blokerer for de fælles EU-løsninger, må tage ansvaret for, at andre regeringer bliver mere og mere kreative i deres nationale beskyttelse mod folkevandringen, og at Liberal Alliances forslag en dag bliver til virkelighed.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.