Berlingske mener

Tiden inde til grøn realisme

FNs klimakonference i Doha, der sluttede i weekenden, giver stof til eftertanke.

Konferencen er den tredje efter det store sammenbrud ved konferencen i København i 2009. I Doha blev man efter stort besvær enig om at forlænge Kyoto-aftalen, som er den eneste juridisk bindende klimaaftale, frem til 2020. Håbet er, at alle verdens lande senest i 2015 vedtager en klima-plan, der så skal træde i stedet for Kyoto-aftalen om syv år.

Problemet er imidlertid, at kun de 27 EU-lande og nogle få andre industrialiserede nationer er tilsluttet Kyoto-aftalen. Den øvrige verden, inklusive, USA, Kina. Indien og Rusland, der udleder langt det meste af den CO2, som befordrer den globale opvarmning, står udenfor. Og intet tyder på, at de har tænkt sig at byde ind, når der senest om tre år skal indgås en ny klimaaftale. De forventer tilsyneladende at imødegå problemerne ved forskellige tekniske løsninger. EUs klimakommissær Connie Hedegaard og den danske regering med klimaminister Martin Lidegaard i spidsen mener alligevel at Doha-aftalen er bedre end ingenting. »Den holder processen i gang«, som de siger. Men de erkender samtidig, at udviklingen går alt for langsomt, og at det er yderst tvivlsomt, om en ny global klimaaftale nogensinde bliver til noget.

De manglende resultater i indsatsen mod klimaforandringerne rejser en række påtrængende spørgsmål. Er vi i Europa for naive, når vi går foran med den grønne omstilling i håb om at lægge et moralsk pres på verdens øvrige nationer? Eller inviterer vi dem tværtimod til at køre friløb ved at gennemføre dyre klimareduktioner, som de andre lande burde have bidraget til?

Den grønne omstilling, som Europa er forpligtet på, fremstilles ofte som en holdbar erhvervsstrategi, der kan føre Danmark og Europa ud af krisen. Man forestiller sig, at et folkeligt pres på verdensplan vil forøge efterspørgslen på grønne produkter. Men hvem siger, at det vil opstå og vinde fodfæste? Samtidig viser andre undersøgelser – bl.a. fra de økonomiske vismænd – at den grønne omstilling destruerer flere job, end den skaber, fordi vi kunstigt øger vores omkostninger i den grønne sags tjeneste. På europæisk plan vil omstillingen koste store trecifrede milliardbeløb i euro, uden at vi har nogen garanti for, at den vil få en mærkbar effekt på klimaet. Det bedste man kan sige om den er, at den gør os uafhængig af fossil energi fra det uroplagede Mellemøsten. Det har vi en sikkerhedspolitisk interesse i.

At vi gennemgår en periode med delvis menneskeskabte klimaforandringer kan næppe bestrides. Vi ser tydelige eksempler på det rundt om på kloden i disse år. Derfor kan vi heller ikke lade stå til. Men hvordan forbereder vi os bedst: Ved at bygge vindmøller eller diger? Det spørgsmål bliver stadig mere aktuelt, fordi den øvrige verden i stigende grad ignorerer klimaudfordringen. Det planlagte danske bidrag til CO2-reduktionen er trods enorme anstrengelser så lille, at det er helt uden effekt på verdens klima. Samtidig kan store dele af landet blive hårdt ramt, hvis de mest dramatiske forudsigelser om stigende vandstand holder stik.

Måske er tiden derfor inde til en større grad af grøn realisme. Til at diskutere mere indgående, hvordan vi forbereder os på klimaforandringerne herhjemme i stedet at lægge alle æg i den globale klimakurv.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.