3. februar 2012, 22:30

Evnen til at modne vælgerne viste han med nedsættelsen af Velfærdskommissionen, hvis arbejde sammen med den efterfølgende debat førte til forliget i 2006 med blandt andre Socialdemokraterne om beskæring af efterlønnen. Forliget blev stillet i kontrast til Poul Nyrup Rasmussens efterlønsindgreb i 1998, der kom fra dag til anden og som udløste stor harme blandt vælgerne, der følte sig grundigt snydt.

Noget tyder på, at den nuværende regering ligesom Fogh Rasmussen forsøger at modne vælgerne til forringelser af velfærdsydelser i forbindelse med reformer af skattesystemet og førtidspension. Især har SFs formand, udenrigsminister Villy Søvndal, siden januar haft travlt med at forklare hvorfor børnechecken skal beskæres for familier med gode indkomster og hvorfor tilskud til mennesker i fleksjob skal have loft på. Et loft, som kan ramme gymnasielærere og andre trofaste SF-vælgere i gode offentlige job, som måtte få behov for at udskifte fuldtidsjobbet med et deltidsjob til ubeskåret akademikerløn. Men hvor Fogh Rasmussen vidste og viste, hvad der var regeringens politik, stritter denne regerings politik i flere retninger. Hvor SF ønsker børnecheck og andre offentlige ydelser indkomstgradueret, ønsker Det Radikale Venstre at nedsætte topskatten, og dér virker bortfald af børnechecken som en de facto forhøjelse af topskatten. Derfor har de Radikale talt om genindførelse af børnefradrag, hvis børnechecken forsvinder - hvad der vil udløse problemer i SF og bestyrtelse i Enhedslistens hovedbestyrelse.

Hvor Fogh Rasmussen formåede at skabe forståelse for bestemte synspunkter, er resultatet af denne regerings åbne studiekreds om tidens emner - der også omfatter diskussioner om eksempelvis betalingsringen - mest egnet til at skabe usikkerhed om hvad der er regeringens politik. Usikkerheden bliver hurtigt til mistillid, når regeringen erklærer som sin politik, at det skal kunne betale sig at arbejde men samtidig fjerner de såkaldte fattigdomsydelser og senest lemper kravet til aktivering af kontanthjælpsmodtagere.

I den situation er der ikke noget at sige til, at oppositionen og specielt Venstre nøjes med at se til, mens regeringen taler sig selv længere og længere ned i meningsmålingerne. Regeringen må nødvendigvis blive enig med sig selv om sin politik, før oppositionen kan forholde sig til den. Og som tiden går, bliver det stadig tydeligere, at det er en kæmpe udfordring at lave reformer, som både de Radikale og Enhedslisten kan leve med. Dilemmaet har stået klart siden valget, men først med de forestående reformer vil det vise sig, om Enhedslisten og SF kan holde til, at regeringen laver fordelingspolitik med de borgerlige. Et af dansk politiks paradokser er, at netop mens en rød regering er trådt til, har historien om »fattig-Carina« og andre eksempler fra klynke-Danmark udløst en værdidebat, der trækker i klar borgerlig retning. Det er, set med borgerlige øjne, ikke noget dårligt udgangspunkt for reformforhandlinger.