Berlingske mener

Svensk krise

»SDs holdning til indvandrere er problematisk, men den udfordring løses ikke ved yderligere marginalisering af et hastigt voksende parti og den folkelige utilfredshed, det lever af.«

Én ting må stå klart for de svenske partier efter det kaotiske forløb omkring budgetafstemnigen onsdag og statsminister Löfwens efterfølgende beslutning om at ville udskrive ekstravalg i Sverige til afholdelse i marts. Og det er, at det er helt uholdbart at regere Sverige uden overhovedet at ville have noget med landets tredjestørste parti at gøre. Resultatet af den årelange kampagne mod Sverigedemokraterna viste sig, da SD som forventet udnyttede sin mulighed som tungen på vægtskålen til at stemme sammen med den borgerlige opposition i spørgsmålet om landets statsbudget – og derved bragte regeringen i mindretal.

Læs også: Löfven vil udskrive nyvalg i Sverige efter finanslovs-lussing

Uanset hvilken regering, der kommer ud af det kaotiske forløb, bliver den nødt til at sadle om og formulere en indvandrerpolitik, der imødekommer den voksende kritik af landets åbne døre over for flygtninge og familiesammenførte. De tusindvis af asylsøgere, som strømmer til Sverige fra især Syrien i år og de kommende år, belaster de offentlige kasser i en sådan grad, at det er aldeles uholdbart at holde diskussionen væk fra den politiske debat. Sverigedemokraterna kan man mene meget om, og partiet har tydeligvis forsømt at gøre op med sin rabiate fløj, men det repræsenterer i dag 13 procent af vælgerne og har som eneste parti, der kritiserer indvandrerpolitikken, haft alt for let spil. Partiet har altså nu, trods enigheden hele vejen rundt at holde SD uden for indflydelse, fået placeret sig, så det alligevel ikke er til at komme uden om.

Blot to måneder tog det den nye socialdemokratiske statsminister Stefan Löfven at køre sin rødgrønne regering i sænk. Han kom til magten uden at have noget fast flertal bag sig og havde fra dag ét håbet på at kunne splitte den borgerlige blok og samarbejde henover midten med et eller flere partier fra den tidligere regering. Men det er ikke lykkedes. Den borgerlige alliance har stået sammen og sagt nej til blandt andet de massive skatteforhøjelser, som den svenske regering har spillet ud med.

Nederlaget skyldes ikke mindst Socialdemokraternes inddragelse af Miljöpartiet i regeringen, som gjorde det endnu sværere at favne bredt i den svenske Riksdag. Dermed står Stefan Löfven tilbage som den egentlige taber i svensk politik lige nu. Som tidligere formand for metalarbejderne i Sverige havde han en naiv tro på, at han kunne forhandle sig til alt. Men i politik fungerer det anderledes. Uden et flertal har man ingen magt, og en regering uden et budget er ingen regering.

Læs også: Sverigedemokraternas ideologiske motor

Et kommende valg i Sverige vil næsten uundgåeligt for første gang blive et valg for og imod Sverigedemokraterna, og den svenske indvandrerpolitik vil få en endnu mere central placering end ved valget i september. De svenske partier både til højre og venstre bliver nødt til at gå ind i debatten og tage stilling til de enkelte elementer i den svenske udlændingepolitik, som bekymrer befolkningen. Sker det ikke, vil de formentlig lære det på den hårde måde. Sverigedemokraterna vil efter et valg blive endnu større og placere sig mere centralt mellem blokkene. Det vil ikke være gavnligt for Sverige. SDs holdning til indvandrere er problematisk, og partiets mere ekstreme elementer fylder fortsat alt for meget, men den udfordring løses ikke ved yderligere marginalisering af et hastigt voksende parti og den folkelige utilfredshed, det lever af. Det burde lige nu være den brutale lektion for den politiske elite i Sverige.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.