Krisen om betalingsringen handler slet ikke om trafik. Helle Thorning-Schmidt lader sig drive rundt i manegen af møgsager. Uden gennemslagskraft.
22. februar 2012, 19:24
Krisen om betalingsringen handler slet ikke om trafik. Den handler om en regering, som efter mindre end et halvt år ved magten er tømt for politisk indhold og styrke. Diskussionen om at hælde nye afgifter i hovedet på arbejdende danskere, der har brug for bilen som dagligt transportmiddel, endte som sindbilledet på en regering uden mål og med. Uden indre sammenhæng. Uden styring. Ansvarlig for dette er regeringens ledelse. Statsminister Helle Thorning-Schmidts pinagtige indsats på de seneste to tirsdagspressemøder skal man egentlig ikke lægge for meget i, selv om det sandt at sige har været tåkrummende at iagttage, at en dansk regeringschef ikke er ordentligt inde i selv sit eget regeringsgrundlag eller magter at håndtere en vanskelig sag udadtil. Værre er det imidlertid, at hun heller ikke indadtil har været i stand til at sætte sig igennem som reel leder. Det kunne forlede borgerlige danskere til at smile ved tanken om regeringens snarlige sammenbrud og et nyt magtskifte i Danmark. Intet tyder imidlertid på, at det vil ske. I stedet står vi i med en regering, hvis reelle ledelse er brudt sammen. Det er ikke alene skidt for regeringen. Det er skidt for Danmark.
I selve regeringskredsen antager situationen tragikomiske dimensioner. SFs debut som regeringsbærende parti er endt med, at Villy Søvndals for få år siden så fejrede bevægelse mest af alt minder om en pryglet hund. Skulle man se på tingene ud fra et strengt folkesocialistisk perspektiv, burde SF forlade regeringen den dag i dag. Ingen af de bærende løfter, Søvndal gik til valg på, synes at blive til noget, med mindre man anser fatamorganaet omkring en ekstra milliard til den kollektive trafik, finansieret (må man forstå) af bil-leaserne, som andet end et panisk forsøg på at undgå en øjeblikkelig nedsmeltning. Imens har de Radikale nærmest forvandlet sig til et støtteparti uden lyst til at blive fedtet ind i noget, hvorfor man har ladet statsministeren, hendes topfolk og de kuede SFere tage hele skraldet for det håbløse forløb omkring betalingsringen.
Værst af alt er det dog, at dette først og sidst er en statsministerkrise. Helle Thorning-Schmidt kom til magten ledsaget af nogen tvivl om, hvilket politisk projekt hun egentlig har. Og om hun har den ledelsesmæssige styrke til at bære et sådant projekt - måtte det eksistere - igennem. Dog kunne man klynge sig til det håb, at Socialdemokraterne er et magtbærende parti gennem generationer i Danmark; måske der heri lå kimen til et håb om en professionelt ledet regering. Nu må man imidlertid konstatere, at Thorning hverken har visionerne eller styrken til at bære dem igennem. Det er en alvorlig sag. Danmark er som andre europæiske lande ramt på væksten og har brug for politikere, der ser klart og handler klart. I spidsen for landet står i stedet en statsminister, der ikke styrer hverken regering eller land, men lader sig drive rundt i manegen af møgsagernes tilfældige dynamik og heller ikke i næste geled har topfolk med en mærkbar gennemslagskraft. Alligevel er der ikke udsigt til andet end at denne politiske trafikulykke af en regering kan fortsætte med at humpe sig igennem de næste tre et halvt år. Gennem forsøg på skattereformer, krisestyring og krav om vækst og ny fremgang for det danske samfund. Det er det virkeligt alvorlige perspektiv ved krisen om betalingsringen. Og grunden til at den, om end den på den ene side er groteskt lattervækkende, slet ikke er noget at grine af.
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten