og sande. Især applauderer jeg Hans Lembøl.

Vejen frem er langt mindre detailstyring fra det offentliges side, en omfattende regelsanering, forenkling af skattesystemet (væk fra millimeterdemokrati, som koster urimeligt i forhold til resultatet), langt færre love og politikere, som bekymrer sig om danskernes liv fremfor mennesker i fjerne lande.

"Et af Danmarks helt store problemer og velfærdssamfundets store paradoks er modsætningen mellem befolkningens skattebetaling til velfærdssamfundet på den ene side, og velfærdssamfundets ringe kvalitet på den anden"

Her har vi virkelig et emne med relevans, og jeg er enig i at aktiveringsprojektet er både dyrt og formålsløst, men som andre indlæg viser, er det store sorte hul, som langt størstedelen af skatteopkrævningerne fordamper ned i, et ugennemsigtigt spindelvæv af dårligdomme, hvis udspring fortaber sig adskillige årtier tilbage.

Lad mig nævne eksemplet omkring Danmarks uddannelsessystem. Fra starten af 1960erne og frem var parolen, at alle skulle have en højere uddannelse. I dag hedder det stadig, at vi skal uddanne os ud af krisen og vi sidder tilbage med et samfund fuld af 'højt uddannede' mennesker i beskæftigelse, men hvilket output får vi som samfund fra alle de akademikere, som det har kostet en bondegård at uddanne, koster en herregård at aflønne og kommer til at koste et slot at pensionere i den nære fremtid. Der er masser af opgaver. Verden er i dag så kompliceret, at der kræves stor stor indsats at regulere og overvåge vores samfund ned i den allermindste detaille. Nej. Verden er ikke mere kompliceret, end vi tillader. Det faktum bliver vi nødt til at erkende, hvis vi i fremtiden ønsker at få de to ender til at nå sammen. Resultatorienteret uddannelse er godt og nødvendigt, men der er i dag et professorat til ethvert tænkeligt emne, som måtte dukke op i den danske debat. Vi skal i stedet uddanne masser af forskere til at løse de rigtige problemer indenfor fremtidens energi, miljø, international handel og - ja, teknik. Punkter uddannelsesboblen.

En anden uhyrligt kostbar udgift, vi i dag er pålagt, er alle de forordninger, cirkulærer, traktater og nu en pagt, som er presset ned over Danmark fra EU. Hvor mange mennesker i Danmark beskæftiger sig i dag med overholdelse af udbudsregler, eu-standarder og kommissionspåhit i det hele taget. Der er en formue af dimensioner at frigøre her.

Og det bliver alt sammen nødvendigt, hvis vi ønsker at opretholde vores velfærd i fremtiden.

Jeg synes at kunne huske ikke så få brave, fastansatte og vellønnede, danske skatteydere, bordherrer og den slags, som var begejstrede for aktiveringsindsatsen! Som netop med henvisning til, at de jo betalte gildet, fandt det overordentlig rimeligt med kontrol og mere kontrol plus - de elskede argumentet om, at virkelig ubehagelig aktivering var det, der skulle til, for at "man tog sig sammen og fandt et job". Aktiveringsprojekterne og anden aktørerne har været kritiseret ikke bare af de ledige, men af a-kasser og fagforeninger fra dag ét, som er ved at være for 10-15 år siden. Ikke bare kritiseret, fordi det var synd for de ledige, at de ikke kunne gå at hygge sig for andres penge (som ovennævnte bordherrer ville have udtrykt det), men fordi kurserne var underlødige, der manglede en seriøs kontakt til virksomhederne, der manglede kendskab til arbejdsmarkedets behov, der kom ikke flere job ud af det osv. osv. - kendt stof nu. Det er så endelig gået op for en bredere kreds, at det er spild af penge med alle de aktiveringsprojekter (det gælder da sikkert også integrationsprojekterne), og nu kræver tiden og tidsånden noget andet. Gør den nu det? Refusionsbetaling for resultater, er det ikke lige så god en platform for opfindsomme og virkelystne private aktører som den eksisterende? Skal vi ikke væk fra "vi, der betaler gildet"-tænkemåden og hen til en investor-tankegang? Investér i de veluddannede ledige, videreuddannelse til dem, der mangler, sørg for meget bedre muligheder for iværksættere og sørg for, at de ledige får meget bedre muligheder for tage de arbejdsopgaver, der nu er, mens de hæver dagpenge. Drop de fjollede løntilskud og brug pengene på at skabe reelle arbejdspladser. Et eksempel: En ung mand i min familie har udtænkt noget pædagogisk software, der hjælper studerende i russisk som fremmedsprog i deres indlæring. Har han et kontor i København, hvor han udvikler på det projekt? Nej da, han ville være blevet vanvittig af pengemangel, omsvøb og bøder for at glemme at 0-momse. Det kontor har han for længst placeret i en anden hovedstad i et knap så overadministreret land. Han har fire mennesker ansat. Der havde været fire mennesker, der ikke hver uge skulle klikke på jobnets åndssvage bekræft aktiv jobsøgnings-knap, hvis han havde kunnet etablere sig her!

Det er vejen frem i mange henseender.
Giv børnene skolepengene med i tasken, så de kan betale skolelæreren der, hvor den bedste undervisning er at finde.
Og lad os få smidt de samfundsskadelige fagforeninger, med Bondoen i spidsen, ud så hurtigt som overhovedet muligt, hellere i går end i dag.
Så skal vi have fokus på de mange off. ansatte, der er vænnet til at obstruere, især under den borgerlige regering. Ved at obstruere på alle leder og kanter, kunne de "bevise" hvor dumme VKO-regeringen var. Det er bl.a. årsagen til, at der nødvendigvis måtte indføres kontroller i hoved og røv.
Det er jo forunderligt, at der har aldrig været så mange politibetjente som nu, og aldrig har etaten fået så mange penge, og aldrig har vi haft så dårligt og ineffektivt politi, der kun kan råbe op om flere penge.
Hele vejen igennem er det, det eneste off. ansatte kan råbe op om, nemlig at kræve mere, mere, mere og yde mindre, mindre, mindre.
Der er garanteret rigtig meget, der kunne ryddes op i f.eks. på hospitalerne, men de er jo så heldige, at de hele tiden kan dække sig under tavshedspligt, som for øvrigt dyrkes til det ekstreme i mange off. kontorer, så snart der rejses kritik.

Som andre er inde på, er det virkelig en stor hellig opgave for f.eks. Berlingske, at afdække ineffektivitet i den off. administration. Brug evt. "mystery shopper" til at finde de brådne kar. Jeg melder mig gerne til gratis indsats!
Prøv f.eks at finde ud af, hvad det skal koste at få en gulpladebil over på hvide plader. Man vil ikke tro sine egne sanser, hvis man ikke tidligere har prøvet noget sådant.

Men at sænke mindstelønnen og ophæve fagforeningernes monopol på arbejdspladser i den offentlige sektor er naturligvis utænkeligt.

Det er forfriskende at tidsånden kalder på forenkling af den offentlige sektor.

Vendingen "keep it simple" kunne passende være lakmusprøven på de reformer den nye regering har varslet. Her kunne en lempelse af dokumentationskravene til de offentlige ansatte frisætte en masse varme hænder. Det kan kun starte i ministerierne, som styrer alle dele af den offentlige sektor. Og kræver en lempet praksis af forvaltningsloven.

Frem for detaljestyring fra centralt hold og deraf følgende mange krav til dokumentation så frisæt de varme hænder til det de er tænkt til. Nemlig service.

Men mål på effekten, så vi kan sikre os at eleverne lærer det de skal, at de ledige efteruddannes eller kommer i arbejde, at de gamle på plejehjemmene holder vægten, fordi de får god pleje og god mad o.s.v.

"Når to har ansvaret, er der ingen som har ansvaret" er en anden god ledetråd. Lad derfor pengene følge opgaven som en basisbevilling, så man kan bruge sund fornuft. Dermed undgås "skod-aktivering" som Erik Fabrin kalder det, fordi der er kassetænkning, baseret på manglende tillid til kommunerne.

Med andre ord skal der vises tillid til at den som leverer den offentlige service også ved hvad der skal gøres i mødet med borgeren.

Det er en rigtig vigtig ting, Berlingske har fat i her. For hvert år der går, bliver vi flået mere og mere i skatter og afgifter.
Og for hvert år der går, bliver den offentlige service ringere og ringere.
Den forrige regering pralede med, at der aldrig var tilflydt den offentlige sektor så mange penge. Sikkert rigtigt, men der kom forbandet lidt ud af det. Faktisk gik det den forkerte vej med servicen.
Der spildes millioner og milliarder i den offentlige sektor.
Ikke fordi de ansatte er hverken dumme eller dovne - tværtimod arbejder mange lige så meget som man gør i den private sektor. Når man lige ser bort fra lærerne, som jeg vil vende tilbage til senere.
Meget spildes p.g.a. en stadig mere indviklet lovgivning, og p.g.a. krav om dokumentation og rapportering ud i det absurde.
Meget spildes p.g.a. dårligt styrede IT-projekter og IT-systemer, der ikke virker efter hensigten.
Meget spildes p.g.a. en alt for omfattende og oftest unødvendig mødevirksomhed.
Og meget spildes p.g.a. inkompetente ledere, der ikke forstår at planlægge og uddelegere. I samme sammenhæng går meget til spilde ved at de inkompetente ledere opfatter enhver form for forslag eller kritik fra medarbejderne som en form for sabotage, hvorefter medarbejderne hurtigt lærer at holde deres kæft med gode idéer eller påpegning af uhensigtsmæssige forhold.
Nogle af de ovennævnte misforhold illustreres på nærmest ekstrem vis i folkeskolen.
Lærerne underviser i ca. 40% af deres arbejdstid. Resten af tiden går med diverse andre gøremål, hvoraf møder er en væsentlig del.
Da jeg gik i skole for mange herrens år siden, mødte lærerne om morgenen og begyndte undervisningen ved 8-tiden, hvorefter de havde timer indtil kl 2-3 om eftermiddagen. Derefter var der hjemmearbejde i form af opgaveretning og forberedelse (mine forældre var lærere, så jeg véd, hvordan det var).
De underviste mindst dobbelt så meget som lærere i dag. Mindst - for der var langt flere undervisningstimer dengang, og det "produkt" der kom ud af skolen, var af en betydelig højere kvalitet.
Men det var yderst begrænset hvad de holdt af møder, internt eller med forældre. Det blev nemlig begrænset til det, der var nødvendigt og relevant. Og det fungerede.
Hele det offentlige områdes pengeforbrug og det, der kommer ud af det i form af reelle serviceydelser er en ting, der bør kulegraves. Og eksempler på tåbelige og uhensigtsmæssige dispositioner bør hales frem i lyset.
Jeg skal her blot nævne én. Den forrige regering fandt i sin visdom ud af, at hele det såkaldte ydelsesområde (pensioner, boligstøtte osv.) skulle centraliseres i Udbetaling Danmark med 5 centre.
Det skulle gøre det hele mere effektivt og billigere. Sandheden er, at Udbetaling Danmark vil medføre 1) ringere service for borgerne, 2) flere tilfælde af dobbeltadministration og 3) en merudgift for samfundet i forhold til de omkostninger, hvormed opgaven løses af kommunerne i dag, på 3-400 millioner kr.
Og dette er blot ét eksempel.
Så det ville være en god og nyttig ting, hvis det blev grundigt kulegravet, forklaret og belyst, hvorfor stadigt stigende skatter og afgifter betyder stadigt faldende kvalitet i samfundets service overfor borgerne.