11. februar 2012, 22:30

Så længe der ikke er et afgørende bevis for påstanden om, at generalløjtnanten bevidst har vildledt Folketinget og sin daværende minister, er man principielt uskyldig. Og enhver, der har haft personaleansvar i en virksomhed ved, at man har tillid til sine nærmeste underchefer, indtil man har klare beviser for, at det bør man nok ikke have mere.

Dermed er ikke sagt, at der ikke sagtens kan være tilfælde af klare beviser for, at der vitterligt er foregået noget ulovligt i forbindelse med optællingen af de fanger, de danske styrker tog i Irak. Men Hækkerup trak i realiteten tæppet væk under en dansk general på et tidspunkt, hvor han faktisk ikke selv vidste, om Kiærskou var skyldig eller ej. Og så ovenikøbet på et tidspunkt, hvor forsvarsministeren skal træffe en række vigtige afgørelser for forsvarets fremtid, deriblandt at vælge en ny forsvarschef, som den samme Kiærskou var en af de stærkeste kandidater til. Det karriereforløb kan nu blive meget tungt for Kiærskou, uanset om det senere viser sig, at han er helt uskyldig. Han bærer nu - med rette eller med urette - skylden for noget, der i medierne er udråbt til endnu en skandale i forsvaret.

Forsvaret har bestemt haft en lang række kedelige sager. Det er derfor nemt at forfalde til hastige afgørelser. Danmark har været i krig i Irak fra 2003 i et på mange måder usædvanligt forløb, hvor forsvarets officerer måtte træffe en række hurtige afgørelser på stedet, fordi der ikke fandtes brugbare forholdsordrer fra regeringens side. Også i forhold til fanger. Forsvaret havde ikke en klar forholdsordre på, hvordan man talte fangerne op, fordi de skulle behandles på forskellige måde afhængig af, om de var i en kategori eller i en anden. Forholdsordrerne kom først i 2007, og netop det faktum, at fanger kunne opgøres på flere måder resulterede også i forskellige taludlægninger, afhængig af hvilke fanger, man spurgte til. Et eller andet sted undervejs i de gråzoner, der er i krigsindsatser og manglende forholdsordrer, træffer generalen så en beslutning. Men ingen aner lige nu, om det er sket af praktiske grunde, eller der har været forsøgt manipulation med regering og Folketinget. Og det er det, der er afgørende.

Ingen ved heller, om der ligger et betydeligt ansvar i ministeriet, de daværende ministre og for den sags skyld hos den nuværende, som i et stykke tid har kendt til sagen uden at informere Folketinget. I det hele taget en meget broget sag, hvor de afgørende beviser ikke er fremlagt endnu. Foreløbig har man ødelagt karrieren for en person, som indtil nu har haft en pletfri tid i forsvaret og måske ødelagt mulighederne for, at han kan blive forsvarschef. Det må han så leve med. Men offentlige standretter hører ikke hjemme i 2012. Der skal stadig føres bevis for de påstande, der bliver ført til torvs.