Berlingske Mener

SAS får et pusterum

Lad os glæde os over, at det – næsten helt op til risikoen for en regulær fallit – lykkedes at forhandle en redningsplan for SAS på plads mellem ledelse og medarbejderrepræsentanter.

Men det er svært at abstrahere fra, at aftalen kun er en stakket frist. De udfordringer, det skandinaviske luftfartsselskab står over for, er så massive, at SAS i bedste fald har fået et pusterum på et par år til at komme igennem de omstillinger, der burde være gennemført for længst. I første omgang er et antal arbejdspladser reddet, og passagererne har stadig adgang til en flyoperatør, der trods snart tyve års konstant krise er i stand til at opretholde sit ry for præcision og service.

Men det ændrer ikke ved den virkelighed, SAS befinder sig i. Den er, at selskabet på den ene side trues af lavprisselskaber, der opererer til mere fordelagtige priser for kunderne, og på den anden side må konkurrere med langt større, internationale flyselskaber, hvoraf nogle understøttes af statskasser, der er langt større end de skandinaviske. De faglige repræsentanter fortjener en cadeau, fordi de påtog sig medansvaret for redningsplanen; men det er symptomatisk for SAS’ konstante problemer, at der billedlig talt skulle ligge en ladt pistol på forhandlingsbordet, før det lykkedes. De mange fagforbund med et absurd antal overenskomster og regler og hyppige konflikter har været med til at gøre SAS til en virksomhed, der i årevis har stået med et ben i graven.

Skiftende ledelser har gennem kriseårene søgt at se problemerne i øjnene. Aldrig med overvældende succes. Man kan klandre dem for at være svage ledelser. Men bag dem har siddet svage bestyrelser som repræsentanter for svage ejere. Eller pænere sagt: Den danske, svenske og norske stat har som ejere haft for mange politiske interesser på spil til at kræve den nødvendige indsats fra ledelsen. Først her, da forhandlingerne for alvor spidsede til, har vi oplevet en dansk socialdemokratisk finans­minister, Bjarne Corydon, stå fast på, at lønnedgang og effektivisering i SAS var nødvendigt. Interessant melding her, mens Venstre forsøger sig med nytænkning om løn, skat og produktivitet generelt.

Det pusterum, SAS nu får, må give anledning til at overveje det fortsatte ejerskab af SAS. De tre skandinaviske regeringer behøver ikke fare ud med planer om privatisering her og nu; men set et par år frem i tiden må statsejerskabet høre op. I 1946 var det forudseende at skabe et fælles skandinavisk flyselskab. Siden har globalisering og international konkurrence overflødiggjort ideen. Det samme gælder andre statsejede foretagender som DSB og DONG. Staten skal ikke drive virksomhed; men den skal skabe grundlag for, at andre kan etablere og drive virksomheder. SAS har med sit rutenet og internationale flyforbindelser enorm betydning som arbejdsplads, for dansk erhvervsliv og for København som hovedstad. Men den betydning kan understøttes på anden vis end direkte ejerskab. Først og fremmest af den erhvervspolitik der føres af regeringen og byen København. Turister og erhvervsrejsende skal have en grund til at rejse ud og ind via Københavns Lufthavne. Kan der ikke skabes et markedsmæssigt grundlag, nytter redningsplaner og pusterum intet.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.