Lad os indlede med at give Socialistisk Folkepartis skatteminister Thor Möger Pedersen et skulderklap.
18. januar 2012, 22:30
Muligvis inspireret af partifællen Özlem Cekic’ forgæves jagt på en fattig dansker har ministeren erkendt, at der faktisk er mennesker, der betaler for velfærden og den offentlige sektor.
Disse mennesker tilhører det arbejdende mindretal - den stadig skrumpende gruppe af danskere, som står op om morgenen for at gå på job, betaler halvdelen af deres løn i skat og 20-30 procent af resten i afgifter, og som af samme årsag i årevis har følt sig til grin for egne penge.
Skatteministeren bebuder - og tak for det - at en kommende skattereform skal tilgodese dem, der er i arbejde, og ikke f.eks. kontanthjælpsmodtagere og studerende. Hvilket naturligvis har fået SRSF-regeringens støtteparti, Enhedslisten, til at fare i flint. For det øger jo uligheden, at de, der ikke yder til samfundskagen, ikke skal have samme vilkår som dem, der yder.
Den slags rungende venstrefløjsargumentation skal skatteministeren bare se stort på. Det står alligevel klart for snart enhver vælger, at regeringen er kommet til magten ved noget, der ligner rent bedrag, så et tilbagetog mere eller mindre i forhold til valgpropagandaen skal såmænd ikke skille os ad. Logikken tilsiger, at en lettelse af skatten på arbejde naturligvis først og fremmest må tilgodese de mennesker, der arbejder og betaler skat.
Thor Möger Pedersen bekendtgjorde i en kronik og et interview i Berlingske i går, at en skattereform skal bidrage til, at det kan betale sig at arbejde. Det lyder godt; men man kan have sin tvivl, om skatteministeren og resten af den røde regering også tør tage konsekvensen af de kloge ord. Bemærk at regeringen taler om en »fuldt finansieret skattereform«.
Det er en politisk kodemelding om, at SRSF ikke på nogen måde agter at se på omfanget af de offentlige udgifter. Jo, man gennemfører et par besparelser hist og pist og bebuder en stram kurs over for landets kommuner, som er de praktiske udøvere af størstedelen af den offentlige service. Men det bliver ved det.
På venstrefløjssprog hedder det, at man vil bevare fællesskabet. Reelt er der tale om ansvarsfralæggelse. For regeringen tør ikke gøre op med den uheldige udvikling, at en mindre gruppe af befolkningen finansierer en større gruppe. I stedet fortsætter det store omfordelingscirkus med formentlig den tilføjelse, at de, der tjener meget, betaler en høj skat og forsøger at spare op af det, der er tilbage, kan se frem til at miste noget af tilbagebetalingen fra det offentlige i form af en beskåret børnecheck eller mindre serviceydelser til de rige, som de kaldes.
Intentionen om at sænke skatten på arbejde er rigtig. Men vi frygter, at regeringens reform blot er en omlægning, hvor man flytter statens greb i borgernes lommer fra lønindkomst til eksempelvis boliger eller øgede afgifter. Vil regeringen gøre noget for det arbejdende mindretal, burde den sænke indkomstskatten i forventning om afledte dynamiske effekter, lempe vilkårene for det private erhvervsliv frem for at forfølge det med nye afgifter, beskære de offentlige udgifter og effektivisere den offentlige sektor gennem øget privatisering og konkurrence. Det er hård kost; men på et tidspunkt kommer skatteministeren og regeringen til at vælge, om de vil gøre Enhedslisten glad eller det arbejdende Danmark glad.
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten