Berlingske Mener

Plads til ledelse i det offentlige

Regeringens nye velkomne forslag til en folkeskolereform kræver som en første forudsætning et opgør med lærerne om deres stive arbejdstidsregler.

Fremover skal lærerne undervise væsentligt mere og være mere sammen med børnene. Hvordan arbejdstiden fordeles skal ikke bestemmes i en overenskomst, men aftales lokalt mellem skolelederen og den enkelte lærer. Danmarks Lærerforening er selvfølgelig allerede nu på barrikaderne. Det kan ikke overraske. Men også en række andre offentlige fagforeninger ruster sig til de forestående overenskomstforhandlinger på det offentlige område. Forklaringen er, at arbejdsgiverne i stat, regioner og kommuner denne gang synes indstillet på at tage livtag med de mange særlige fordele, der er knyttet til at være ansat i det offentlige.

Den første urimelighed ligger i selve løndannelsen. Offentligt ansatte har siden 2009 opnået væsentligt højere lønstigninger end ansatte i den private sektor. Det skyldes dels slappe offentlige arbejdsgivere, dels at de offentligt ansattes lønninger reguleres i forhold til udviklingen i den private sektor. Af den grund har de kunnet lukrere på lønudviklingen i den private sektor før finanskrisen. I den private sektor er der som regel en vis sammenhæng mellem lønforhøjelser og udviklingen i produktiviteten. Den kan indimellem være svær at se. Det skal indrømmes. Men i den offentlige sektor kan man slet ikke få øje på den, for her måles produktiviteten som hovedregel ikke. På den baggrund er det på tide at indrette et lønsystem, der sikrer, at den offentlige lønudvikling aldrig kommer til at ligge over lønudviklingen i den private sektor.

Nok så vigtigt er det, at de offentlige overenskomster skaber rum for ledelse i kommuner og regioner. Formelt har kommunalbestyrelser og regionsråd ledelsesretten sammen med deres chefer. Men alt for ofte er det i praksis stærke fagforeninger og tillidsrepræsentanter, som sidder for bordenden og sætter den laveste fællesnævner for alt, hvad der skal laves. Det er på tide, at offentlige ledere i praksis får mulighed for at lede og gennemføre de forandringer, der er nødvendige for at skabe en effektiv offentlig sektor. Det kræver et opgør med de meget generøse generelle arbejdsvilkår, som gælder i den offentlige sektor og med det virvar af komplicerede overenskomster, som findes.

Der skal desuden være plads til lokal individuel løndannelse, så de offentlige medarbejdere, der gør en ekstra indsats, bliver belønnet. Samtidig må de offentligt ansatte selv investere mere i efteruddannelse. Det er også i deres egen interesse i en tid, hvor der stilles større og mere specialiserede krav til sektorens ydelser.

Hver tredje arbejdsføre dansker er ansat i det offentlige. De overenskomster, der nu skal forhandles, lægger rammerne for, hvad stat, kommuner og regioner kan få for pengene, når de køber arbejdskraft. Derfor er udfaldet også væsentligt, ikke alene for dem, overenskomsterne omfatter, men for hele samfundet.

Det bliver sikkert svært for de offentlige arbejdsgivere at komme igennem med deres mange velbegrundede krav. Men denne gang bør de ikke ryste på hånden. Hos Danmarks hårdt plagede skatteydere er der stor opbakning til, at vi får bedre og billigere velfærd for pengene. Tiden er inde til at få knæsat dette princip for al offentlig virksomhed én gang for alle.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.