Berlingske mener

PISA er en øjenåbner

»Men med PISA-undersøgelsen i baghovedet må man konstatere, at den undervisning, lærerne hidtil har præsteret, ikke er hentet på hylderne for luksusvarer.«

Når Top 10 i den meget omdiskuterede PISA-undersøgelse fra OECD over skoleelevers færdigheder i den grad domineres af asiatiske lande som Kina, Japan og Korea, er det på tide, at vi i de vestlige velfærdsstater for alvor revurderer vores uddannelsessystem. »9.z mod Kina« var ikke bare en enlig, interessant dokumentarserie i DR TV. Den var et sindbillede på, at vi i al vores selvtilstrækkelighed er ved at blive overhalet af nye økonomier og befolkninger med større appetit på fremtiden end vi.

Med alle de forbehold, man kan tage over for statistikker og undersøgelser, så er PISA en temperaturmåling, der viser, at trods 20 års diskussion af folkeskolens mål og midler, trods et af verdens dyreste skolevæsener og trods skiftende statsministres visioner om en dansk skole i verdensklasse – ja, så har Danmark over en årrække ikke rykket sig synderligt. Vi ligger ikke decideret dårligt, men vi kan heller ikke være med i toppen. Fortsat kæmper vi med, at 15-17 procent af de elever, der forlader folkeskolen, er funktionelle analfabeter, og i den modsatte ende har vi alt for få unge, der kan betegnes som egentlig elite. I midten har vi så den store det-går-jo-meget-godt-flok. Men vi kan ikke overleve på middelmådighed.

Læs også: Danmark får færre dygtige elever

I det mindste er problemerne efterhånden erkendt af de fleste af Folketingets partier. Det var baggrunden for, at regeringen i sommer kunne indgå en tværpolitisk aftale om en folkeskolereform med flere undervisningstimer og øget vægt på faglighed og lærernes efteruddannelse. Virkningen af reformen vil først vise sig om nogle år; men i det mindste kan man da have en tro på, at vi går den rigtige vej. Nu mangler vi så, at formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, og hans medlemmer indser, at det er et ønske fra såvel politikere som forældre, at folkeskolens faglighed og undervisning styrkes. Lærerforeningen har opildnet sine medlemmer til modstand mod reformens »tvungne heldagsskole med discountundervisning«. Men med PISA-undersøgelsen i baghovedet må man konstatere, at den undervisning, lærerne hidtil har præsteret, ikke er hentet på hylderne for luksusvarer.

Læs også: Østens elever giver Europa baghjul

PISA er ikke den eneste sandhed om den danske folkeskole. Der er dygtige og engagerede lærere rundt om i kommunerne, og der er masser af danske elever, som får god undervisning. Men PISA er en øjenåbner, som med jævne mellemrum fortæller os, at vi ikke får udviklet skolesystemet. Man kan undre sig over, at de nordiske lande med deres velfærd, dyre skoler og traditionelt frie undervisningsformer ikke generelt klarer sig bedre i denne internationale test. Det skal ikke være et argument for asiatisk »tiger-opdragelse«, hvor børn og unge tvinges i skole fra tidlig morgen til tidlig nat. Men det er tydeligt, at vi får for lidt ud af de mange penge, der proppes i undervisningssystemet. Måske er vi for uambitiøse. Måske bruger vi forkerte pædagogiske metoder. Det er ikke blot skolens problem. Det handler også om forældrenes holdning til skolen, opdragelse og disciplin. PISA er ikke alene et snapshot af folkeskolen. Undersøgelsen tegner også et billede af et samfund, der trods sin rigdom ikke formår at gøre det godt nok.

STEMMER PISAS BILLEDE AF DEN DANSKE SKOLE MED DIT SYN PÅ SKOLEN? SKRIV DIN MENING TIL BOJ@BERLINGSKE.DK PÅ MAX 500 ANSLAG MED FORNAVN, EFTERNAVN, HJEMBY OG GERNE FOTO. SÅ BRINGER VI UDVALGTE LÆSERKOMMENTARER PÅ B.DK OG I AVISEN. DESUDEN KAN DU I MORGEN, ONSDAG KL. 12, STILLE SPØRGSMÅL TIL PROFESSOR NIELS EGELUND LIVE HER PÅ B.DK.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.