25. december 2011, 22:30

I USA gik det ikke meget bedre; økonomien stod bomstille, der blev skabt for få nye jobs, og vækstudsigterne på begge dele af Atlanten måtte nedskrives både på kort og længere sigt, mens gældsproblemerne til gengæld tilsvarende voksede. Der var med andre ord ikke meget at grine af i 2011, hvis man så på året sådan lidt fra oven, og kom man tættere på, var der oven i alle kriserne en fuldstændig meningsløs massakre i Norge, naturkatastroferne i Japan og dertil dusinvis af trættende politiske sager og skandaler til at tynge humøret.

Selv det flertal af danskerne, som i september stemte en ny regering til magten, blev hurtigt skuffet over den alenlange liste af løftebrud og dårlig politisk ledelse, som har præget SRSF i regeringens første levetid. Så her midt i årets mørkeste dage må det konstateres, at lyset på alle måder synes langt væk, sådan ved første øjekast.Kikker man nøjere efter, er det dog ikke alt, der behøver se håbløst ud.

På det allerseneste har den amerikanske økonomi således vist begyndende tegn på, at den kan vækkes til live igen, og ledigheden er så småt begyndt at falde. Det glæder nok ikke de republikanske præsidentkandidater, der alle gerne vil vælte Barack Obama ved præsidentvalget i november, men derudover skal man vist være et skarn for ikke at kunne fryde sig, hvis USA igen får fornyet vækst.

I Europa har der trods krisens dybde dog bredt sig en politisk vilje i EU til at tage fat på gældsproblemerne og forpligte hinanden på en mere ansvarlig økonomisk politik, der samtidig indebærer nogle af de reformer af f.eks. velfærdssystemerne, som aldrig ville have haft en chance for at blive til virkelighed, hvis det stadig var gode tider. Måske derfor renteudviklingen i Spanien her op til jul har været bedre end ventet, og selv i dybfrosne økonomier som Irland og Island er der spæde tegn på fremskridt.

Imens har Kina og Indien og Brasilien været defineret som store udfordringer for de vestlige økonomier i fremtiden, og det er på den ene side også rigtigt; men omvendt - får vi i Europa og får de i USA orden i eget hus, er de nye vækstøkonomiers globale frembrusen jo også en gigantisk mulighed. Nok er Kina og Indien nye globale konkurrenter.

Men de er også nye globale markeder, som om få år kan være reelle potentialer for den opvoksende vestlige ungdom, der i stigende grad anser hele verden for at være dens fremtidige tumleplads. For mange unge europæere vil det slet ikke være en fremmed tanke at bosætte sig og arbejde i f.eks. Brasilien. Det bliver formentlig helt naturligt.

Samtidig kan man glæde sig over, at en stor andel af de unge, også her i Danmark, har set situationens alvor i øjnene. De uddanner sig, de dygtiggør sig, de går seriøst til sagerne, for de ved, at det er de nødt til at gøre, hvis deres drømme og håb for fremtiden skal kunne indfries. Kort sagt, som en konklusion: Vi er nødt til at tro på, at dagene nu i mere end én forstand bliver lysere. Alt er ikke sort. Lad os gå ind i 2012 med den salut.