29. januar 2012, 22:30

For lige at genopfriske: Carina er den nu herostratisk berømte kontanthjælpsmodtager, som SF-politikere Özlem Cekic udråbte som fattig. I praksis viste det sig, at Carina har en bedre økonomi end mange, der arbejder til mindsteløn. Sofie er en ung studerende, som i dagbladet Politiken påberåbte sig retten til at kalde sig fattig. Hvilket fremkaldte en sand debatstorm på avisens hjemmeside. Sofies klagesang var for stærk kost selv for Politikens velfærdsglade læsere.

Og for lige at slå fast: Ingen benægter, at der findes mennesker i Danmark, som lever under kummerlige kår. Ingen modsætter sig, at vi skal have et socialt system, der samler de svage op og tager hånd om dem, der ikke magter at tage hånd om sig selv. Intet indikerer, at danskerne ønsker velfærdssamfundet demonteret; og heller intet indikerer, at danskerne ikke er parat til at bidrage til et fælles godt samfund via skattebilletten. Men kigger man i dagens Politiko-tillæg, er det tydeligt, at der på få måneder er sket et holdningsskifte.

Flere end tidligere finder, at de sociale reformer er gået for vidt, og at flere burde være i stand til at klare sig selv. Der er ikke tale om et voldsomt normskred. Man må nok nærmere tolke udviklingen som: De sociale ordninger i Danmark er gode. I nogle tilfælde måske endda for gode. Nu orker vi ikke at høre på mere jammer.

Det er en tiltrængt holdningsændring hjulpet på vej af en kvinde, som lever bedre af offentlig forsørgelse end ved at gå på arbejde, og en anden kvinde, som måske nok må suge på labben med sin SU, men som ikke er i nærheden af at kunne kaldes fattig. Fattigdoms- og lighedsdiskussionen har nemlig været ført på nogle underlige præmisser om, at samfundskagen skulle fordeles i nøjagtig lige store portioner til alle. Uden hensyn til hvem der yder, og hvem der nyder. Og uden hensyn til hvem der betaler for kagen. Med den uheldige tendens, at vi i skrig og skrål fra det store omfordelingscirkus risikerer at overse dem, der vitterlig har hjælp behov: forsømte børn, handicappede og psykisk syge.

Det positive ved debatten er, at det står klarere, at der er forskel på at være fattig og på ikke at have ret mange penge. Det sidste oplever de fleste af os i perioder i et livsforløb. Men det er ikke det samme som at være fortabt. Og det er netop denne ret til at erklære sig selvudnævnt fortabt, som danskerne begynder at vende sig mod.

Som debattøren Henrik Dahl har udtrykt det: »I velfærdssamfundet er det blevet en succes at være en fiasko.« Når statsministeren og hendes partifæller begynder at tale om ret og pligt, så har hun en klangbund at spille på. Det vil være muligt for hende at sætte velfærdssamfundets normer og indretning til debat uden at blive erklæret for »hulekvinde«. Danskerne er ikke trætte af velfærd, men de er trætte af velfærdsklynkeri, og de forventer, at man kan yde, hvis man vil nyde. Tak for det til Carina og Sofie.