6. februar 2012, 22:30

Den demografiske udvikling kan forklare en del af frafaldet. Indvandringen har forandret det danske samfund og givet andre trosretninger - bl.a. islam - et stærkere fodfæste. Men det er svært at bortforklare, at frafaldet også skyldes en fremadskridende verdsliggørelse af danskerne, der ikke synes, at Folkekirken har noget at tilbyde dem. Kirkestatistikken taler sit eget tydelige sprog. Antallet af kirkelige vielser er faldet med over 40 procent de sidste fem år, og næsten tilsvarende er det gået med konfirmationerne. Størstedelen af Folkekirkens medlemmer kommer kun i kirken ved dåb og begravelser. Messefald, som det kaldes, når en gudstjeneste må aflyses, fordi menigheden udebliver, forekommer også, selvom der på dette felt ikke findes nogen samlet kirkeministeriel statistik at henholde sig til.

Problemet med tomme kirker er størst i hovedstaden og i de store byer, hvor folkekirkens medlemstal er faldet mest. Men det eksisterer i stigende grad også på landet, hvor den lokale sognekirke ellers har været et fælles samlingspunkt i en tid, hvor alle andre institutioner centraliseres. Udviklingen diskuteres naturligvis løbende menighedsråd, præster og Folkekirkens øvrige aktører imellem. Der gøres lokalt mange velmente forsøg på at vende udviklingen. Men endnu flere steder bliver det ved snakken. Der reageres med apati.

Men nu går den ikke længere. Danskernes økonomi er under pres, skattegrundlaget udhules, og det berører også Folkekirken, hvis indtægter mindskes. Trods den vigende tilslutning er antallet af kirker og kirkelige medarbejdere stort set uændret over tid. Skulle Folkekirken måles på den »produktivitet«, som virksomheder og andre offentlige institutioner bedømmes på, ville resultatet være katastrofalt. Et uændret serviceapparat servicerer stadig færre. Nu er Folkekirkens opgave først og fremmest at forkynde det kristne budskab. 

Den indsats skal ikke nødvendigvis underkastes snævre produktivitetsmålinger. Men det ændrer ikke ved, at også en institution som Folkekirken ligesom alle andre i samfundet har en forpligtelse at holde hus med ressourcerne i en krisetid. Derfor er det også helt nødvendigt, som det nu foreslås i en ny betænkning, at provstierne - og ikke menighedsrådene - tillægges den afgørende kompetence, når det gælder de kirkelukninger, som er nødvendige for at tilpasse kirkens kapacitet til efterspørgslen. Man kan, som provsternes formand Paw Kingo Andersen har sagt her i Berlingske, »ikke forvente, at menighedsrådene selv nedlægger de kirker, de er sat til at forvalte«.

Men Folkekirkens kapacitet skal ikke blot tilpasses af økonomiske hensyn, men også fordi det vil styrke Folkekirken, hvis de, der søger det kristne budskab, samles i færre, men mere aktive menigheder. Det gamle mundheld om, at hvor mennesker er, kommer mennesker til, gælder også i kirkens regi. Det løfter at mærke fællesskabet om det, man tror på. Og et løft har vi brug for. I disse år er den vestlige verdens kulturgrundlag, som kristendommen er en væsentlig del af, under pres. Vi må besinde os på de kristne værdier for at kende os selv. I den forbindelse kan bortskæring af det overflødige fedt være begyndelsen til den revitalisering af Folkekirken, som vi har brug for, og som kirken ikke overlever uden.