Det er ikke hver dag, en operachef forlader sit job i utide. Har man først fået en af kulturverdenens mest attraktive stillinger - med høj løn, masser af prestige og store muligheder for at sætte sit kunstneriske præg på tingene - ja, så plejer man at blive på sin post, så længe aftalen varer.
24. januar 2012, 22:30
Så meget desto mere bemærkelsesværdigt er det, at briten Keith Warner, der sidste år afløste danske Kasper Holten som kongelig operachef, nu er blevet løst fra den kontrakt, der løb frem til sommeren 2014. Keith Warner vil ikke mere. Besparelserne på nationalscenen umuliggør, ifølge ham selv, at han kan »realisere de drømme«, han havde, da han sagde ja til jobbet.
At kalde beslutningen for et krisetegn for Den Kongelige Opera er næppe at tage munden for fuld. Afgørende er det, hvordan man reagerer på denne krise. Man kan begræde, at den danske hovedstad med stor sandsynlighed i i hvert fald en del år vil fremstå i omverdenens øjne som et sted, der ikke kan opretholde den prestigefyldte kunstart opera på et højt internationalt niveau. Man kan ærgre sig over, at det kan blive meget svært at tiltrække en ny operachef, der har den pondus, som operachefer i et førsteklasses operahus bør have. Man kan synes, at det er surt, at det i et stykke tid fremover formentlig også vil blive mere vanskeligt at få de toneangivende instruktører og de bedste sangere til at kigge forbi København, al den stund vi ikke længere har hverken de midler eller den prestige, der gør byens operahus sammenligneligt med operahuse i andre europæiske hovedstæder.
Hvorfor skal vi overhovedet støtte nogle dele af kulturlivet frem for andre? Og hvordan skal vi prioritere de kulturpenge, vi nu engang har at gøre godt med?
Mere konstruktivt vil det dog være at bruge krisen som anledning til at stille skarpt på nogle helt fundamentale kulturpolitiske spørgsmål. De vigtigste af disse spørgsmål er: Hvorfor skal vi overhovedet støtte nogle dele af kulturlivet frem for andre? Og hvordan skal vi prioritere de kulturpenge, vi nu engang har at gøre godt med? Svaret må, i begge tilfælde, være, at vi skal stå ved, at noget er mere uundværligt end andet, og at vi skal støtte det, der er mest uundværligt.
Kulturpolitikerne må altså være modige nok til træffe nogle valg, og valgene bør, vil vi hævde, favorisere de kulturinstitutioner, der opfylder følgende krav: At de er afhængige af en grad af offentlig støtte for overhovedet at kunne eksistere på et rimeligt niveau. Og at de ud fra alle almindelige kriterier må anses for fundamentale i en kulturnation som den danske. Til denne gruppe hører kulturinstitutioner som Statens Museum for Kunst, Nationalmuseet og - ikke mindst - Det Kongelige Teater, som Den Kongelige Opera jo er en del af.
Om sidstnævnte så i den konkrete situation kan hente flere midler hjem til gavn for operakunsten via endnu flere sponsoraftaler, via en anden billetpolitik, via bedre økonomistyring eller andet er - som altid - relevante spørgsmål, og ingen muligheder bør lades uprøvet. Men det ændrer ikke ved det principielle: At når der skal prioriteres kulturpolitisk, så skal der så vidt muligt prioriteres til fordel for de kulturinstitutioner, der udgør fundamentet i nationens kulturliv. Dette er til enhver tid en kulturpolitisk opgave. I en krisetid er denne opgave vigtigere end nogensinde.
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten