19. februar 2012, 22:30

For selv om de to reformer øger arbejdsstyrken og motiverer ledige til at finde plads på arbejdsmarkedet, er der stadig over 800.000 danskere, som af den ene eller den anden grund ikke skaber værdier for samfundet. Godt halvdelen er parkerede på førtidspension eller kontanthjælp, og det har samfundet simpelthen ikke længere råd til. Den efterhånden herostratisk berømte kontanthjælpsmodtager »Carina«, der blev udskreget som fattig af venstrefløjen selv om hun havde over 15.000 kr. om måneden til rådighed, har yderligere skærpet offentlighedens opmærksomhed på problemerne, som også den nye regering har fokuseret på i sit regeringsgrundlag.

Debatten siden nytår har skabt en bred folkelig accept af, at der nu må tages hånd om problemerne, som bl.a. skyldes, at det for mange ikke betaler sig at tage et job. Således mener fire ud af fem danskere ifølge en undersøgelse i Jyllands-Posten, at kontanthjælpsmodtagere skal præstere et stykke konkret arbejde for de penge, de får af samfundet. Den holdning falder i tråd med en øget krisebevidsthed hos danskerne, der som økonomiminister Margrethe Vestager påpegede i går i Berlingske, nu har indset, at det offentlige ikke kan blive ved med bare at bruge penge. Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen har da også været klar i sin retorik om, at unge nu må ud af kontanthjælpssystemet, hvor alt for mange med hendes egne ord »putter sig«. Derimod mangler vi at se et konkret udspil fra ministerens hånd.

Det er så til gengæld kommet fra Venstre, der vil halvere dagpengene for alle under 30 år, som ikke er i job eller i gang med en uddannelse. Forslaget er hentet i Arbejdsmarkedskommissionens rapport fra 2009. Men i praksis er det en videreførelse af den »ungeindsats«, som blev gennemført under Nyrup-regeringen. Den gang blev aldersgrænsen for dagpenge-halveringen dog kun sat op til 25 år. Effekten af »ungeindsatsen« tilbage i 90erne var ganske høj, og der er ingen grund til at tro, at den ikke også skulle blive det, selv om grænsen nu hæves til 30 år. Mette Frederiksen har da også klogeligt undladt at skyde Venstres forslag ned, selv om Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører er afvisende. Der har også lydt forsonende toner fra dele af fagbevægelsen.

Der er ingen tvivl om, at det bliver en vanskelig opgave at få de mange yngre, der p.t. havner på bistandshjælp og førtidspension, ud på arbejdsmarkedet eller i uddannelse. Men der er ingen vej udenom. En relativt kontant tilgang, hvor der stilles krav til modtagere af offentlige ydelser, vil virke bedst, hvor Socialdemokraterne forestiller sig blødere »udviklingsforløb«. Hvis disse forløb skal styres af socialrådgivere, der har en lang tradition for at gøre deres klienter til ofre i stedet for at se dem som en ressource, vil effekten være tvivlsom.

Langt ind i regeringspartiernes rækker synes der dog nu at være en forståelse for, at man ikke alene kan nøjes med at følge den kærlige hånds princip. Derfor er der grund til for Venstre som det store ansvarlige oppositionsparti nu at gå aktivt ind i forhandlingerne om reformer med henblik på at nå et resultat, der flytter noget.