Det ligger i bankerne. Af hensyn til bankernes overlevelse vil man være nød til at være imod et større EU samarbejde med Bankunion. Danske Bank og Jyske Bank vil blive hakket i stadig mindre stykker.
Realkreditterne kan ikke reddes - med mindre bankerne bliver isolerede til bylder under afvikling.

Det problematiske er, at man ikke får den vækstpolitik som regeringen (og Venstre egentlig også) ser som vejen frem - med mindre man får et større samarbejde i EU.

Får de konservative det som de vil, så stagnerer Danmark som Sverrig vil gøre det yderligere - og vi får en Japansk situation - en situation, der vel at mærke IKKE vil redde bankerne, dertil er skaderne på realkreditten for store - og en større arbejdsløshed uundgåelig, hvilket er skrækscenariet for Danske Bank. At Danske Bank så selv har lavet arbejdsløsheden er man ikke så meget for at snakke om.

Der er ingen hjemlandstoner hos De Radikale, de er europæere.

Ligesom Varnæs er Barfoed da en ganske tiltalende personage. Men, uanset "mærkesager" som er usælgelige, -tyder alt på, at kampen om "den syge, de svage, de gamle, de socialt udsatte" og fanden og hans pumpestok, -er en overlevet samling fraser der er uden forbindelse med virkeligheden.

Hvorfor nu det? Tjoh, -stort set alle partier nasser på disse fraser, -uanset rød eller blå; selv fagforeninger som ingen længere har råd til at være medlem af, - søger ly i de samme personer.

Vi har konkret brug for max. 3 (måske 4) politiske partier til at styre og ikke mindst lede (meget savnet), -som leverer et opdateret partiprogram i forhold til 2013 og fremad! (10% spærregrænse tak).

Dette ville selvsagt betyde, at Barfoed nok skulle søge hen, hvor flest af hans ideer og ønsker for Danmark nyder mest fremme. Ligesom alle de andre der nasser på socialbedragere, kriminelle, indvandrere og de brune værtshuse nok bør søge ly i et opdateret socialdemokrati, -"med rigtige, modige, ikke kriminelle dygtige ledere", -som VIL Danmark og ikke bare sig selv og ministerdytten.

Disse meget forenklede betragtninger er baseret på, at under een million mennesker i Danmark holder røven oppe på resterende 4½ million.

Denne lille mio. produktive har ikke behov for verdens største og dyreste såkaldte familie-regering der tabte og snød sig til taburetterne.

De såkaldte radikale bør søge adgang til "Reden", -hvor man har erfaring desangående!

Det er muligt, at der ikke er noget i vejen med de konservative mærkesager og pejlemærker, men evnen til at formulere dem som nærværende og vedkommende - og det er vel det politik drejer sig om - er der i høj grad noget i vejen med. Holdningsprogrammer her og der og alle vegne befriet for konkrete og operative forslag til løsninger er blevet partiets særkende. De konservative er blevet et utroværdigt parti, hvilket borgere med fodfæste i det praktiske liv ikke har svært ved at gennemskue. Hvilken troværdighed kan i øvrigt opnås, når man i opposition bebrejder en regering for ikke at gennemføre ting, som man selv år tilbage havde rig mulighed for at gennemføre. Og den helt afgørende troværdighedsfaktor bliver naturligvis den ledelsesmæssige kvalitet - eller mangel på samme - i partiet. Først kører ledelsen partiet i sænk, derpå tilbyder selv samme ledelse at optræde som frelsende engle. Man må spørge, om man overhovedet har respekt for de vælgende borgere? Tilsva-rende siger det ikke så lidt om partiets medlemmer, at de er uden evne til at gøre op med en ledelse og folketings-gruppe uden duelighed. Det kan næppe blive mere utrovær-digt!