Berlingske mener

Intolerance

Et velfungerende samfund er et tolerant samfund. Det er et samfund, hvor man ikke behøver skjule, hvem man er, hvad man tror på, hvad ens seksuelle orientering er, eller om man er til den ene eller til den anden religion. Eller til slet ingen.

Det er et samfund, hvor man kan færdes frit, som den man er. Så længe man ikke overtræder loven eller generer andre.

Så meget desto mere ulykkeligt er det, at vores stadig mere multikulturelle samfund synes at blive stadig mindre tolerant. Når Mosaisk Troessamfund og den israelske ambassade, som det netop er sket, fraråder danske jøder at bære davidsstjerner og kalotter offentligt i København, er det nok en forståelig opfordring til danske borgere om at passe på sig selv, men det er også tragisk, at det skal komme så vidt. Et knæfald for intolerancen.

Når Københavns Kommune afholder en mangfoldighedsfestival med den kækt naive titel »Smag verden«, og når Dansk Zionistforbund i samme anledning bliver bedt om at holde lav profil, viser det med al uønskelig tydelighed, at tolerance er blevet et relativt begreb, som kun gælder nogle grupper. Og der er mange flere eksempler - også på episoder i hverdagen, som aldrig når frem til medierne. Eksempler på homoseksuelle, der ikke kan gå hånd i hånd uden at blive chikaneret. Eksempler på unge kvinder, der forulempes, om ikke andet verbalt, fordi de ser ud, som unge kvinder nu engang ofte ser ud, når de går rundt i byen en sommerdag.

Der er masser af den slags, og hvis megen af den nævnte intolerance kommer fra mennesker med muslimsk baggrund, og det gør den desværre, så hører det med i billedet, at intolerancen jo også peger den anden vej. Mod muslimske medborgere, der har præcis lige så meget ret som alle andre til at være her.

Intolerancen har slået rod, det er det sørgelige faktum, og skal vi finde årsagen, må vi kigge ud over de enkelte episoder og se på det større billede. Her fremstår Muhammed-krisen som et både konkret og symbolsk vendepunkt. Efter Muhammed-krisen og dens efterspil i form af beklagelser og selvcensur burde det stå klart for enhver, at eftergivenhed over for dem, der insisterer på særbehandling, og som ikke tolererer frie ytringer inden for lovens rammer, ikke er nogen garanti for større tolerance. De intolerantes tolerance er netop ikke blevet større, tværtimod.

Tidligere i år udsendte EUs højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Catherine Ashton, sammen med verdens 56 islamiske stater en erklæring, hvori de understreger vigtigheden af »at respektere alle profeter«, og det var ikke en cadeau til tolerancen, selv om det prøvede at fremstå sådan. Det var et pinligt udtryk, på højt politisk plan, for intolerance over for det frie ord. Når Københavns integrationsborgmester, Anna Mee Allerslev, optræder sammen med en imam, der aktivt har arbejdet for dødsstraf for blasfemi i Pakistan, er det misforstået tolerance. Så er det en blåstempling af intolerancen.

Opfordringer til danske borgere om at dukke sig løser, så forståelige de end er, ingen grundlæggende problemer. Vejen frem er intolerance, på alle planer, over for alle de kræfter, der ikke tåler det, der er anderledes end dem selv. Det er den eneste intolerance, der kan tolereres.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.