Der er en række påstande i lederen, som jeg synes langt fra holder vand, men i stedet bliver brugt til et generelt borgerligt synspunkt om at skatterne skal ned, og at danskerne i øvrigt får for meget velfærd. Der er ingen tvivl, om at Danmark står i en svær økonomisk situation, og der ikke er råd til det hele. Men for mig at se, skal denne situation ikke bruges til en hetz mod velfærdssamfundet. Jeg mindes Erhard Jacobsen, som ikke havde noget ideologisk problem med en stor offentlig sektor, idet han sagde "danskerne skal have al den velfærd, der er råd til". Hermed pillede han ifølge min tolkning moraliseringen ud af velfærdsdisskussionen. Det gør denne leder ikke, her bliver velfærdssamfundet til et system, der gør os uselvstændige. Jeg må indrømme, at det gør mig harm, at de nu er de psykisk syge, der skal gøres til dårlige mennesker, fordi de får tilkendt førtidspension. Og konspirationsteorien, om at læger og psykisk syge har lavet en sammensværgelse, om at presse penge ud af systemet, er efter min mening tynd som vand. Hvor er beviset for det? Det er nok korrekt, at der er mennesker, der bliver overdiagnosticeret, men man må tager udgangspunkt i, at hvis mennesker opsøger en psykolog, så har de brug for det, også selv om, der "kun" er tale om en livskrise. Der er også en anden underliggende påstand i denne artikel, som jeg også mener, bygger på et forkert grundlag. Og det er den påstand, at psykisk syge eller folk med svære problemer, bliver hjulpet i stort og småt. Det er simplethen ikke korrekt. Er man i den tunge ende, mht. psykisk sygdom og har brug for indlæggelse, melder stort alle landets psykiatriske afdelinger om et enormt pres, der medfører at mennesker udskrives alt for tidligt. Tilhører man gruppen af mennesker, der får hjælp ambulant, meldes der om lange ventelister til psykiatere - det gælder ikke mindst på børn og unge området. Og det kan godt være, at nogle af de børn, der kommer til psykiater, ville have haft bedre af pædagogiske tiltag. Men findes disse i så fald?
Afslutningsvis, vil jeg opfordre såvel politikere, medier og andre der taler generelt om en hel gruppe af befolkningen, om at træde et skridt tilbage, og besinde sig på at sætte sig ind i tingene, i stedet for at bruge en hel befolkningsgruppes lidelser og problemer, som afsæt for en politisk moraliseren

Hvad er det for nogle 'penge', man får adgang til hos kommunen, hvis man får en diagnose?
Det kan udløse diverse støtteforanstaltninger og eventuelt medicintilskud (hvis de årlige medicinudgifter til en enkeltperson over 18 år overstiger kr. 16.896 kr, under 18 år kr. 20.830).
Men mig bekendt er der ingen 'cool cash' gevinster at hente ved at 'få' en diagnose.
Sørgeligt at trenden i dag er at tegne et foragteligt billede af syge mennesker. Som om det ikke er hårdt nok at være syg, så skal man nu også udsættes for stigende mistro, skam og skyld. Fordi nogle få måske bedrager og udnytter systemet.
Vi skulle skamme os.

Lars Kristensen.

Du skælder ud på en vis gruppe journalister, som du påstår dyrker den holdning, at der i psykiatrien i stigende grad finder en overdiagnosticering sted.

Din afstandtagen til denne holdning må vel i så fald også gælde en betragtelig del af psykologstanden her i landet, ligesom den må gælde selveste WHO, der nu offentligt beklager at have været ansvarlig for deres sidste "overgjorte" udgave af den internationale diagnoseliste ICD-10, og som psykiatrien i stigende grad og i alt for stor udstrækning gør brug af her i Europa.

ICD-10, der er fra 1994, har for så vidt angår det psykiatriske afsnit desværre vist sig rent ud at sygeliggøre alt for mange udslag af den naturlige variation iblandt menneskeheden - udslag, hvis eneste forbrydelse tilfældigvis er at være blandt de mere sjældent forekommende, og som således kommer til at falde lidt ved siden af flertallets væremåde inden for det i øvrigt stedse mere og mere indsnævrede moderne normalitetsbegreb.

Desværre er der penge i at opretholde denne tingenes tilstand. Mange penge endda. Og det gælder såmænd både for psykiaterne og medicinalindustrien. Kan man ikke ad medicinsk vej helbrede de pågældende individers mere eller mindre upraktiske reaktionsmønstre - for det kan man faktisk ikke, da næsten intet psykofarmakon har nogen som helst helbredende virkning(!) - kan man i det mindste ordinere psykofarmaka, der virker neddyssende, for ikke at sige decideret sløvende. Det svarer lidt til at løse problemet ved at afbryde røgalarmen i stedet for at prøve at opspore og slukke ilden. Man skulle tro, at den moderne psykiatri med tiden er blevet mere og mere inspireret af Huxley's fremtidsroman fra 1932, "Brave New World". Her får alle, der måtte ligge uden for et af samfundet meget snævert defineret normalitetsområde, enhver forstyrrende tankevirksomhed neddysset med et universalpræparat, kaldet "Soma" (læs: lykkepiller, Ritalin, Stesolid, m.fl.).

Det er i øvrigt ejendommeligt, at psykiatrien jfr. sin egen selvforståelse så ensidigt går efter alene at fjerne uhensigtsmæssige menneskelige forsvarsstrategier. Mere nærliggende ville i stedet være at søge at fjerne de truende omstændigheder og begivenheder, der giver anledning til de respektive problematiske reaktionsmønstre, eller vejlede dem i brugen af mere hensigtsmæssige forsvarsstrategier. Det er jo i vid udstrækning netop sådanne reaktionsmønstre, som ICD-10 til overflod har fundet det rimeligt at beskrive med en overvældende mængde subtile latinske diagnosenavne. Men næsten alle psykiatriske diagnoser har i forskningen vist sig at optræde med mildt sagt betænkeligt lave talværdier for deres reliabilitet og validitet. Med andre ord: de dækker i alt for høj grad over en yderst firkantet form for "sygekasse-tænkning" på hele dette mentale område, der mere synes præget af fiktion end just af realiteter.

I "gamle dage" kendte lægen familien og vidste hvad der var godt eller skidt - i dag møder man op til en ½ times seance hos en person som aldrig har mødt én før. Derfor overdiagnostificeres. Denne totalt fremmede person må diagnostificere indenfor eget felt uden at kunne se situationen og mulighederne i en større sammenhæng.

Er den sygdom visse journalister lider af, når de først udvælger en række debat indlæg, der stemmer overens med deres egen holdning. For derefter laver en vild fortolkning, over en rundspørge blandt psykologer der viste, at hver tredje af dem af og til møder patienter børn, unge og voksne, som de mener er ofre for overdiagnosticering, med den konklutionen at. Hvert fjerde af de danske børn, der i 2010 blev henvist til børne-og ungdomspsykiatrien, havde, ifølge fagfolk, været bedre tjent med pædagogiske tiltag.
Når sygdommen er på sit højeste. skriver de så en Vi Mener artikel, der kan koges ned til, se selv vi havde ret.
Men bare rolig Den Indbildt syge kan, i sjældne tilfælde kureres, ved brug af selvkritik. Ved særligt hård ramte journalister, kan kan det anbefales at få en anden eksperts, syn på sagen. God bedring Berlingske.