Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:
Berlingske mener:

Frie ord

Den fri debat er demokratiets hjerteblod. Uden fri debat, intet frit samfund og ingen frie borgere. Dette er det grundlæggende, og selv om der altid må være grænser for ytringsfriheden – f.eks. ved opfordring til vold og ved ubeføjede ærekrænkende udtalelser – så må der være grænser for, hvor snævre grænserne er.

Det er i det lys, man må vurdere den dom for en overtrædelse af racismeparagraffen, som Trykkefrihedsselskabets formand, journalisten og historikeren Lars Hedegaard, modtog i landsretten i dag. Det er i det lys, man må konkludere, at samfundet ville have været bedre tjent med, at landsretten havde afsagt en dom til hans fordel.

Hvorfor?

Ikke fordi de udtalelser, Lars Hedegaard er kommet med, i sig selv kan forsvares. En generel udtalelse om, at at piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres mandlige familiemedlemmer, er naturligvis helt uacceptabel. Det faktum, at der vitterlig, i muslimske familier, finder grove overgreb sted af den karakter, Lars Hedegaard beskriver, kan ikke retfærdiggøre en sådan generalisering.

Hvorfor så? Fordi problemet – set fra et samfundsmæssigt perspektiv – er, at man, med en dom over en fremtrædende samfundsdebattør som Lars Hedegaard knæsætter et princip om, at det ikke er på argumenter, at slagene skal slås, men i retssalen. At lukke munden med jura på en person, der - uanset hvad man ellers måtte mene om hans meninger - med stort engagement udtaler sig vidt og bredt, er et skråplan. Dommen ligner et skridt i retning af et samfund, hvor den frie, frodige debat, med såvel roser som tidsler og finker, der ryger af panden, afløses af et samfund, hvor man får ret ved at gå i retten.

En afskaffelse af den såkaldte racismeparagraf vil ikke være noget heldigt signal at sende, for der skal, som allerede anført, være grænser. Men racismeparagraffen må bruges med yderste varsomhed. Ikke af hensyn til dette og hint ekstreme synspunkt, men igen: Fordi den offentlige debat skal føres på de gode argumenter, ikke på paragraffer. Denne offentlige debat er Lars Hedegaards generaliseringer en del af, men lad ham tale, og lad dem, der vil, tale ham imod. Det vil være bedst for alle parter. Også for dem, der nu har fået rettens ord for, at Lars Hedegaard ikke har retten på sin side.