4. februar 2012, 22:30

Sagen er dog, at Frankrig fortsat har et kæmpe uforløst reformpotentiale, selvom Sarkozy har hævet pensionsalderen til 62 år. Frankrig kan lære meget af Tysklands håndfaste reformer, hvilket Sarkozy så sent som i denne uge har fremhævet. Bedre sent end aldrig, må man sige, for præsidenten har jo haft ansvaret siden 2007, hvor han afløste den ligeledes borgerlige, Jacques Chirac.

Frankrigs borgerlige præsidenter har i retorikken ofte været hårde i filten, men landets centralisme og tradition for massiv politisk planstyring har de ikke rokket afgørende ved. Finans- og gældskrisen har i så henseende bevæget den politiske debat i mange europæiske lande, men den offentlige opinion i Frankrig er meget kritisk overfor reformer.

De faktiske forhold fordrer ellers massive forandringer: Frankrig har fået sin kreditvurdering nedsat, arbejdsløsheden er nået knap 10 procent, den offentlige gælden udgør 90 procent af bnp, den offentlige sektor er betydelig, mens erhvervslivet vånder sig under store skattebyrder. Den slags kan naturligvis ikke fortsætte i en verden, hvor mobiliteten er stigende og globaliseringen fordrer økonomisk ansvarlighed. Alligevel er det som om, at meningsmålingerne ikke tydeligt har udkrystalliseret en reformvilje. De kommende måneder vil vise, om franskmændene tør en hård reformkurs.

De to hovedkandidater, borgerlige Sarkozy og socialisten Francois Hollande udfordres dels fra den højrepopulistiske fløj af Front National, dels af midterkandidaten Francois Bayrou. Valgsystemet er således, at hvis ikke der er en klar vinder i første runde, udskiller man kandidater gennem en ny valgrunde. Intet kan udelukkes ud fra meningsmålingerne. Tilbage i 2002 røg den socialistiske kandidat ud, så borgerlige Jacques Chirac skulle kæmpe mod højreekstremisten Jean Marie le Pen. Overraskelser kan ske. I mellemtiden kan vi konstatere i den aktuelle situation, at det socialisten Hollande står til 29,5 procent af stemmerne mod 23 procent til Sarkozy, som er skarpt forfylgt af Front National.

Hollande har et mindre troværdigt økonomisk program. Bl.a. vil Hollande sætte pensionsalderende ned, han vil øge de offentlige udgifter med knap 150 mia. kr. over de næste fem år, og genforhandle europagten, fordi den er for borgerlig. Det er en meget bekymrende, uansvarlig kurs, når alle økonomiske solemærker peger på, at det modsatte behøves.

Sarkozy har alle dage haft noget hektisk og provokerende over sig. I de første år af præsidentperioden gik der ikke en uge uden et politisk udspil fra Elysée-palæet. Men Sarkozy har sammen med tyske kansler Angela Markel gået foran, når det handler om at insistere på økonomiske reformer, og han har bragt Frankrig fuldt og helt ind i NATO. Sarkozy fortjener en ny periode, så han kan gennemføre en ægte reformpolitik.