1. februar 2012, 22:30

Alle disse arbejder har utvivlsomt været nødvendige; men i betragtning af, hvor mange arbejdstimer der gennem årene er gået med at grave huller i byen og dække dem til igen eller på anden måde renovere bybilledet, er det rent ud ufatteligt, at byen er i så elendig stand, at Københavns Kommune p.t. mangler 6,6 milliarder kr. for at få has på slidte broer og hullede veje. Men en ulykke forleden, hvor to teenagepiger faldt fire meter ned fra en bro på grund af et gennemtæret rækværk er en grim påmindelse om, at slitagen har nået et punkt, hvor menneskeliv er i fare.

Det er naturligvis uacceptabelt; og på den baggrund kan der være fornuft i, at København anmoder regeringen om lov til at fremskynde ekstraordinære vedligeholdelsesudgifter for at få gang i reparationerne. Altså lige bortset fra, at der ret beset intet ekstraordinært er ved disse udgifter. Det burde være en selvfølge i ansvarlig politisk ledelse, at der bliver holdt øje med infrastruktur og offentlige bygninger, så vedligeholdelsen foregår rettidigt. Københavns teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal (SF) siger ganske sympatisk, at kommunen har koncentreret sig om at reparere skolerne som første prioritet. Jo, tak. Men så kan man jo gå skridtet videre og spørge, hvorfor skolerne har været så elendigt vedligeholdt. Der er tale om årelange forsømmelser, som politikerne i Borgerrepræsentationen over én kam må tage ansvar for.

Var det så bare København, kunne man henføre miseren til bystyrets almindelig elendighed og en overbureaukratiseret kommune. Men kigger man rundt i landet, er billedet det samme: Skoler, der ikke holdes vedlige, jernbaner der bryder sammen under en centimeter sne, nye tog som snart på tiende år ikke kan komme ud at køre, hullede veje i byer og på landet, kloakker der flyder over under sommerens regnskyl. Vi skal vare os for ikke at lade tristessen tage overhånd, men man kan i deprimerede stunder få et billede af et land, hvis infrastruktur fysisk forfalder.

Problemerne har været kendt i årevis. Men de er ikke blevet prioriteret. En politiker vinder - desværre - hverken et folketings- eller et kommunalvalg ved at præsentere en funklende ny kloakplan for vælgerne. Til gengæld er der en oplagt mulighed for regeringen for at sætte skub i vækst og beskæftigelse, hvis den tør tænke alternativt. Start med at sætte indkomstskatten betragteligt ned. For alle. Se bort fra Peter Brixtoftes uheldige manøvrer som borgmester i Farum og start en ordentlig omgang privatisering og udlicitering af skoler, offentlige bygninger og infrastruktur. Lad de store pensionsselskaber investere i samfundsgavnlige anlægsarbejder som veje, kloakker og jernbaner. Private skal tjene penge på deres investeringer, javel. Men privat »infrastruktur« bliver vedligeholdt, og højst sandsynlig vil det øge ansvarsfølelsen hos os alle, hvis der generelt blev indført øget brugerbetaling. Og luk så ørene for Enhedslistens hyl og skrig, når det går løs.