19. januar 2012, 22:30

De statsstøttede teatre har, ifølge de nyeste opgørelser, mistet en million gæster siden begyndelsen af 1980erne, og der er ingen tegn på fremgang. Men som historien også ofte har vist - med den danske guldalder som det danske stjerneeksempel - er det ofte i krisetider, at kunsten - herunder teatret - motiveres til at tænke nyt, kreativt og konstruktivt. Økonomisk krise behøver ikke betyder kunstnerisk krise. Den kan tværtimod virke stimulerende.

Desværre er der ikke mange tegn på, at det bliver en ny kunstnerisk opblomstring, vi kommer til at opleve i dansk teater i den nærmeste fremtid. Hvad angår Det Kongelige Teater, så synes nationalscenen, i lyset af nedskæringerne, at have valgt en defensiv klynkestrategi, og nu er det så kommet frem, at man på CaféTeatret - en af Københavns mindre, men respekterede og traditionsrige, offentligt støttede scener - forsøger at lokke publikum til at betale for at se en forestilling, der på forhånd mest lyder som en ualmindeligt ufølsom og tankeløs provokation.

I centrum af det planlagte projekt står ingen værre end den norske massemorder Anders Behring Breivik. Manden, der jo ellers, efter arrestationen, fornuftigvis er blevet afskåret fra offentligt at udbrede sine syge budskaber. Ham vil CaféTeatret give ørenlyd. Christian Lollike, teatrets kunstneriske leder, vil, meddeler han, skabe en forestilling, hvor en skuespiller, forestillende samme Breivik, læser op fra sidstnævntes berygtede, 1.500 sider lange manifest. Hvorfor dog?

CaféTeatret forklarer selv, at man er nødt til at trænge ind i Breiviks tankemønstre, hvis man vil undgå en gentagelse af tragedien. Hertil må man for det første sige, at forklaringen lyder som en gentagelse af en desværre udbredt venstreorienteret tankegang, gående på, at Breivik ikke er et isoleret og ekstremt tilfælde, men del af en udbredt ideologi, der nødvendigvis må føre til terror. For det andet, at uanset hvilke rationelle forsvar for det planlagte stykke man måtte kunne diske op med, så er der stadig noget, der hedder almindelig anstændighed, forstået som respekt for ofrene. Denne almindelige anstændighed synes CaféTeatret ikke at have blik for.

Udefra kunne det se ud, som om CaféTeatret håber at lokke en masse mennesker ind for at overvære en provokation, som - eftersom der kun kræves én skuespiller, og eftersom manuskriptet allerede findes - må være dejligt billig at sætte op. Strategien er i givet fald frastødende, men den er ikke ulovlig, og vi skal ikke her anfægte hverken CaféTeatrets eller andre kulturinstitutioners kunstneriske frihed. Til gengæld må vi håbe, at de markedsmekanismer, der gælder - også for skatteyderfinansierede teatre som CaféTeatret - vil føre til masser af tomme stole, når og hvis en skuespiller forklædt som Brevik engang i løbet af i år går på scenen og rabler sit vanvid af. Retten til at ytre sig er ikke identisk med retten til at blive hørt. Heller ikke for et desperat, kriseramt dansk teater.