Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:
Berlingske Mener:

Det tyranniske dynasti

Kim Jong-ils død bliver næppe begrædt ud over i en snæver kreds blandt hans mest loyale partimedlemmer. Nordkoreas befolkning - i hvert fald den del der ikke tvangsudskrives til at fælde krokodilletårer over »Den Kære Leder«s død - vil nok næppe sørge over dødsfaldet. Men der er heller ikke grund til stor glæde.

»Den Store Efterfølger«, som Kim Jong-un kaldes, siges at være en tro kopi af sin far. Så Nordkoreas millioner af forarmede, uvidende og sultne menneskemassser skal nok ikke regne med store forandringer. Det sørger Kim Jong-un for. Og hvis han ikke er i stand til det, så skrider militæret gerne ind.

Der er således intet, der tyder på, at der vil blæse forandringens vinde over de nordkoreanske folkemasser. Det eneste, man kan håbe på, er, at den unge efterfølger måske gradvis vil være en smule mindre stivnakket end sin far og i det mindste tillade nordkoreanerne hjælp, så de ikke sulter ihjel. Men Nordkoreas kommunistparti med militæret som den afgørende magtfaktor vil næppe andet end at videreføre konfrontationskursen mod Sydkorea.

Det bedste ville være, at Kina og USA hurtigst muligt får tvunget de to koreanske stater tilbage til forhand­lings­bordet.– Berlingske Mener

Alligevel er der al mulig grund til at forsøge at påvirke den unge leder. Det er også det, der sker lige nu med tilbageholdende reaktioner fra USA og de vestlige lande. Der er trods alt et håb om, at man netop under et magtskifte kan påvirke nye fraktioner internt i partiet. I realiteten ved ingen, hvorvidt der findes en opposition i militæret eller i kommmunistpartiet. Vi ved slet ikke noget om, hvor mange eller hvor stærke de er. Hvis de findes, kan det tænkes, at der netop under et magtskifte vil ske en forskydning i positiv retning. Og Nordkorea er i en sådan tilstand af ekstremt diktatur, at selv mindre forandringer kan give startskuddet til mere vidtgående ændringer.

Nordkorea er et af de meget få tilbageværende kommunistiske lande, hvor magtstrukturerne er svært gennemskuelige og filtret ind i et lukket system. Man er derfor nødt til at tage Nordkorea alvorligt. Landet har efter al sandsynlighed atomvåben, der er klar til at blive brugt mod Sydkorea, og har i øvrigt et kæmpe forsvar, der fastholder tusindvis af amerikanske soldater på den koreanske halvø for at forhindre en ny krig mellem de to lande. Nordkorea har kun én allieret tilbage. Det er Kina. Men selv dette land er tydeligvis ikke tryg ved det, der foregår, hverken nu eller under Kim Jong-ils ledelse. Kina er i realiteten det eneste land, der kan øve pres på Nordkorea. Man må stærkt opfordre den kinesiske regering til at udnytte alle muligheder for at få den nye leder til at indse, at den isolation, landet har bragt sig i, ikke blot indebærer en isolation fra resten af verden. Den er også ensbetydende med en uholdbar sikkerhedssituation i hele området.

Det bedste ville være, at Kina og USA hurtigst muligt får tvunget de to koreanske stater tilbage til forhandlingsbordet. Normalt ville man tro, at ved et sådan magtskifte burde det være muligt. Men netop fordi vi rent faktisk intet aner noget om, hvem der reelt bestemmer i Nordkorea, er det også svært at vide, hvad der skal til for at få forhandlingerne i gang igen. Det eneste, vi ved, er, at situationen er uholdbar. Det har den været i årtier. Og Jong-ils død skal derfor udnyttes til nye forhandlinger.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten