Berlingske mener

Det glædelige budskab

Juleaften er et vigtigt tidspunkt i den kristne kultur. I dag fejrer vi, at Jesus lod sig føde, leve og dø for os som mennesker, ved at han tog vores synder på sine skuldre og i stedet fortalte os, at vi skal leve et liv i frimodighed, frihed og ansvar.

Det er et sælsomt budskab, vi erfarer i julen: At Gud lader sin søn føde i allerstørste fattigdom understreger, at kristendommen er for alle, store som små. Var Jesus blevet født som kejser eller hærfører, havde kristendommen været anderledes ekskluderende. Men at Jesus er for alle og til alle tider ses ved, at han fødes i en stald i Bethlehem. Og kun fødes dér fordi forældrene var tvunget derhen, eftersom den almægtige romerske kejser ønskede at kende det præcise antal skatteobjekter, han herskede over.

En dåb signalerer et håb og en begyndelse, en glædelig begivenhed, og en sådan er juleaften. Nogle gange har vi simpelthen behov for at blive mindet om, hvor det hele begyndte, og heri ligger julens glædelige budskab. Eller som den tyske teolog Gerhardt Ebeling har sammenfattet juleevangeliet: »Den, der er elsket sådan, at han er elsket af Gud, behøver ikke mere at elske sig selv«. Det handler om næstekærlighed, at vi altid har et ansvar for det konkrete medmenneske, vi møder i vores dagligliv.

Kristendommens budskab er således universelt, og derfor er det indlysende, at de kristne kirker er dem, der tilsammen er mest udbredt på alle kontinenter. Den største vækst sker i disse år i Kina. Her søger mennesker Gud i et samfund, hvor åndelige værdier har haft vanskeligt ved at udfolde sig. Mange erfarer, at det er tomt at basere tilværelsens mening på politisk ideologi, og historien er fuld af eksempler på, hvordan kristendommen bliver et åndeligt fristed i autoritære regimer.

Herhjemme har vi i godt tusind år haft kristendommen som en rummelig ramme for folkelivet. Der har været og skal være plads til alle; venstrefolk og socialdemokrater skal kunne sidde side om side, og præster skal ikke politisere. Men selvom de fleste danskere stadig er medlem af Folkekirken, er medlemstallet vigende, og det har især taget fart, siden den ny regering tiltrådte. Det er trist, uanset om det skyldes politiserende præster, høj kirkeskat eller vores politiserende kirkeminister, der tror, at hans opgave er at være politisk chef for Folkekirken. I en så gammel konstruktion som Folkekirken er det vigtigt at besinde sig på, at den oprindelige betydning af ordet »minister« er »tjener«. Det har S- og R-ministre i tidligere regeringer faktisk forstået, fordi de vidste, at Folkekirken bør værnes mod politisk indblanding, og at ordet skal være frit. Derfor er det også klogt, at der i Folketinget opnåedes konsensus om det udvalg, der i disse måneder ser på Folkekirkens organisering. Der er brug for bredde, når Folkekirkens anliggender skal løses.

Tit forstår vi de store ting gennem de gamle salmers lidt fjerne, fortidige sprog, men juleaftens kerneanliggende står ganske klart i en af dem: »Med os han bytter så underlig, Guds Søn, vor broder fin, vort kød og blod han tager på sig og skænker os guddom sin«.

Glædelig jul!

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.