25. januar 2012, 22:30

Meget er sket, siden tusinder af mennesker den 25. januar 2011 samlede sig på Tahrir-pladsen for første gang for at kræve demokratiske tilstande og Mubaraks afgang. Den tidligere præsident sidder nu fængslet og afventer en dom. Egypterne har været igennem et demokratisk valg. Nu venter egypterne på valget af en præsident og frem for alt på, om militæret vil opgive magten, hvad meget lige nu tyder på, at de militære ledere ikke har tænkt sig. Revolutionen har derfor sine plusser og minusser. Blandt plusserne tæller, at egypterne virkelig har gennemført et frit valg. Blandt minusserne er, at militæret ikke har opgivet den ultimative magt.

Valget er langtfra gået, som nogle af revolutionens mere liberale personer ønskede det. Det Muslimske Broderskab og de radikale muslimske salafister har fået næsten halvdelen af stemmerne. Sådan er det med demokratiske valg. Det går ikke altid, som man håber. Men egypterne har stemt, og det skal man respektere. Det - i sig selv - ville ingen have troet for blot et år siden. Foreløbig må man notere sig, at Det Muslimske Broderskab har udtalt, at de ønsker at samarbejde med alle fløje i det nye parlament. Det er positive tegn, som de mere sekulære egyptere vil holde broderskabet op på. Det er nødvendigt, at der samarbejdes bredt. Allerede nu er der tegn på, at broderskabet har tænkt sig at være mindre radikale og mere kompromissøgende. Broderskabet har signaleret vilje og ønske om et samarbejde.

Når egypterne i går demonstrerede på Tahrir-plasen, var det også mere vendt mod militæret, som ikke har signaleret, at det ønsker at opgive den magt, det har. Generalerne er rent ud sagt bange for at opgive den position, de har haft i årtier, fordi mange af lederne risikerer at blive stillet for retten, hvis de ikke længere har den fulde kontrol over beslutningsprocesserne. Det kan kortslutte hele den politiske proces. Og hvad værre er. Det kan ødelægge den spirende demokratiseringsproces, der er begyndt, og som mange egyptere virkelig ønsker. Militæret må i god ro og orden understøtte den demokratiske proces i stedet for at modarbejde den.

Når folk i går mødte frem så talstærkt, som det var tilfældet på Tahrir-plasen, var det ud fra et ønske om, at revolutionen langtfra er gennemført. Mange egyptere, især dem i storbyerne, frygter, at ønsket om et bredt demokrati uden et militært veto i den politiske beslutningsproces er begyndt at smuldre, og at det, de står tilbage med, er et ubrugeligt skindemokrati. Nogle havde troet, at årsdagen ville blive markeret med en mindre demonstration. Men den massive tilstedeværelse af demonstranter har bevist, at egypterne vil have ægte demokrati, uden militær indflydelse.

På et tidspunkt, hvor det arabiske forår hastigt er på vej ind i en afgørende fase, er det af største betydning, at et af Mellemøstens vigtigste lande viser vejen til demokrati og frihed. Vi kan kun håbe på, at det lykkes for en så central magt i området at vise, at det kan lade sig gøre at gennemføre reformer. Syrien er på vej ud i en uigennemskuelig borgerkrig. Derfor er verdens øjne rettet mod Egypten.