Man kan undres over, at Berlingske ikke på kvalificeret vis sætter sig ind i EU, men blot gentagent fremsætter påstand på påstand, hvilket som resultat naturligvis ikke dokumen-terer sandhedsværdi. Mindst 7 af Berlingskes "meninger" er uden hold i virkeligheden.
For det første er der ingen angst for at mene noget om EU, da meningerne nærmets er legio. Berlingske har dog med sit snæversyn svært ved at forstå, at EU i den nuværende fejlkonstruktion er et påviseligt, forfatningskrænkende demokratibedrageri forestået - borgerne uvidende - af folkevalgte tillidsrepræsentanter gennem politisk svig.
For det andet skal Danmark ikke finde "sin plads" i Europa. Danmark er en selvstændig nation i Europa - formentlig den ældste - og skal ikke finde et eller andet sted hen.
For det tredje befinder Europa sig ikke i nogen "skæbne-time", da det alene drejer sig om forkkellige muligheder for fremtidige valg, hvoraf nogle er bedre end andre. Fremtiden for samarbejdet i Europa har således mange positive udfaldsrum. Så at tro på ét, er et falsum, da kun snæversyn betinger det.
For det fjerde er det det glade vanvid at forestille sig "tre partier" sætter sig sammen og kommer med et bud. Forestiller Berlingske sig at småsekteriske foreninger, således som de politiske partier er blevet, på vegne af demokratiets borgere skal blive enige om noget, borgerne aldeles ikke har taget stilling til. For så vidt demokrati må forstås, som frihed på de mellem borgerne aftalte betingelser, skal de politiske foreninger nok tage sig sammen.
For det femte er det noget sludder, at spørge om EU-parlamentet skal have større indflydelse på en demokratisk udvikling, hvor en sådan udvikling ikke forefindes. Det drejer sig mere om, hvordan den demokratiske udvikling - dvs. borgerne - får indflydelse EU-parlamentet og de udemokratiske omstændigheder, hvorunder det er skabt. Og det kan alene Europas borgere afgøre.
For det sjette er det ikke et spørgsmål om mere magt til nationalstaterne, for her ligger magten allerede. Det er alene et spørgsmål om nationalstaternes overdragelse af kompetence til EU. Det afgøres suverænt af national-staterne uanset, hvad man måtte mene i EU-organisationen.
For det syvende er det aldeles utroværdigt at påstå, at Danmarks fremtid ligger i EU. Danmarks fortid, nutid og fremtid ligger i Europa og er dermed ikke specielt knyttet til den organisationsform, der hedder EU, da den viser sig grundlæggende at væe helt forkert.
Afslutningsvis kan det konstateres, at Berlingske atter på skammelig vis udviser den sædvanlige EU-psykose befriet for selvstændig tankegang, hvilket er skadeligt for det danske folkestyre.
Jens Rohdes og Erik Boels kronik gav anledning til omkring fyrre replikker fra Berlingskes læsere men - nul gensvar fra de to herrer. Berlingskes overskrift "Den forsvundne debat" passer præcist på virkeligheden.
Danske politikere ønsker ingen debat med vælgerne - dem har man fravalgt, de er blot til besvær. De forventer i stedet at vi blot skal æde deres, oftest, dårligt funderede idéer og tanker og - det gør vi også i stor stil.
De to herres idéer om EU`s udvikling er ikke funderet i tankevirksomhed men i "tro". De "tror" at fremtidens økonomi og velfærd for Europas borgere kun kan sikres, hvis man følger deres anvisninger. Men de har ingen argumentation der underbygger deres påstande. Alle problemer forsvinder, blot man fratager de enkelte landes befolkninger deres selvstyre og lægger det i hænderne på eksperter og centralister.
Men det er der ingen garanti for lykkes. En meget sikrere vej at gå, ville være at gå tilbage til det mellemfolkelige samarbejde - uden parlament, domstol anordninger og direktiver. Det fungerede fint - var vælgerne utilfredse med deres folkevalgte kunne de smide dem på porten og ændre lovgivning der var påduttet dem af "de overstatslige". Det er i dag en umulighed - ikke et komma kan ændres uden en underskrift fra et to-cifret antal fremmede nationer.
Nu har vi et EU, som synes at sande til og har en mix af gode og dårlige ting.
Krister Meyersahm ønske er jo også baseret på tro.
Mit eget bud er, man tager nogle områder væk og til gengæld håndhæver resten.
Vi skal ikke tilbage til det Babylon af bilaterale aftaler og særstandpunkter. En del af EU`s og Vores genvordigheder hænger da også snævert sammene med, at samkvemmet er steget og samfundene er mere komplicerede.
Hvordan går det med patientjournalerne og den danske dieseldrifts integration med Tyskere og svenskere.
Jeg mener at en mellemstatslig løsning er det bedste - det fungerede fint med Efta og EF. Nato og FN er andre eksempler på at det lykkes.
Ser man derimod på føderationer som Sovjet, Jugoslavien, Tjekkoslovakiet m. fl. så endte det ikke lykkeligt. Desuden, er der flere løsrivningsønsker blandt lande; Skotland, Baskien m.fl.
De 3 gamle EU venlige partier. Hvad med alle dem, der forlod S og gik til folkebevægelselsen. Resten var - mere eller mindre.
Radikale var delt. Der var også EU tilhængere i SF.
Danskerne har da haft denne debat. Der er ikke mere at diskutere. Man bliver aldrig enige om noget med EU, akkurat som grundloven og en anden måde at betale skat på, så længe, man insistere på at fremgrave særstandpunkter i selvpromoveringens navn,.
Derfor er det også naturligt de allerfleste træder vande - med nuancer. Det vitale er jo om Øvroen holder som fællesvaluta og/eller en lile flok lande går bankerot.
Mener godt et spredt EU er farbart for Danmark. Det er jo så ens for alle. Det slemme er , hvis ingen har råd til at købe varer og tjenesteydelser af hinanden.
Det kedelige er også, at vi jo har en række fælles initiativer udenfor EU.
"Portugal's Prime Minister Pedro Passos Coelho told parliament the EU budget
must not reduce funding for developing peripheral areas of Europe and has to
ensure continued convergence of income levels across the region"
I EU budgettet for 2007-2013 var der afsat 347milliarder € til vækstskabende initiativer i syd og øst europa. Hvad er de mon gået til. Der er ikke kommet nogen vækst i samme periode.
Hvor mange flere milliarder skal vi post i Sydeuropæere der ikke vil ændre sine vaner og systemer. I virkeligheden er EU støtte medvirkende til at skabe problemerne - something for nothing, other peoples money. Intet ansvar.
Det virker ikke som konstrueret. Start forfra og brug så 100-200 år på at modne folkene. Ellers ender det i en "crashlanding" med store menneskelige omkostninger - alt pga den såkaldt politisk investerede kapital.
Jeg kan da godt forstå, at partierne ikke vil diskutere EU. EU udvikler sig til en stadig mere farlig, udemokratisk og helt igennem rædsom konstruktion. Det skræmmer partierne at tale EU, fordi problemerne i EU minder rigtig meget om Danmarks interne problemer. Det belastende bureaukrati, kleptokratiet, diskussionen om hvem, der fordeler de indkradsede midler og hvordan, politikernes manglende evne og vilje til at skabe nødvendige forandringer. Det er altsammen ikke rart at tale om, når kan tie sig fra det og bevare sit gode udkomme i fred og ro.
Det er svært at spå om fremtiden, ja? Derfor er argumenter, der tager afsæt i en forventet fremtid også håbløst usikre. Tager man derimod udgangspunkt i nuet, finder man, at det er relativt let at tage stilling. Ønsker man et reelt uafhængigt bureaukratisk styre i en kæmpestat? Eller ønsker man et praktisk samarbejde mellem stater, der styres demokratisk i henhold til de enkelte befolkningers særpræg? Ønsker man det første, er det jo bare at lade stå til, for det er den vej, det går. Ønsker man det andet, så er det med at komme igang! Jeg synes jo det er et let valg! Den tredie mulighed hedder at melde sig ud. Det har jeg været tilhænger af i mange år. Men MÅSKE ikke længere...
Asger Aamund har som talsmand for en "tænketank" (interessegruppe) udstukket nogle løsningsmuligheder for de mest akutte problemer. Her fik jeg for første gang i mange år den tanke, at det EU, jeg troede, jeg stemte for, måske alligevel godt kan reddes. Det kræver sandelig at Venstre med på at ændre tingene. Jeg har aldrig hørt et argument for det, vi har, som syntes at bunde i sandhed og demokratisk sindelag. Jeg gad vide, om nogen folkevalgt politiker vover at argumentere mod Asger Aamunds forslag?
En debat der er overstået kan vist ikke forsvinde. Danskerne ønsker ikke et øget EU samarbejde med fælles mønt, forsvar, økonomi osv.osv. De ønsker et handels samarbejde and thats it og det var i øvrigt det grundlag EU blev startet på, så kære super Europæere drop ønske tænkningen, debatten findes kun i jeres hoveder.
Men OK hvis de endelig vil have en debat, så kan vi jo tage en afstemning om medlemskabet af EU, men det tør politikerne nok ikke. (Det ville nok osse være uklogt)
EU udvikler sig til en forbundsstat i stil med USA med Danmark som en lille delstat?
Eller udviklingen vendes, så vi igen får et fællesmarked for suveræne nationer?
Hvad bliver konsekvenserne for vore livsbetingelser nu og fremover i de to tilfælde eller i et tredje tilfælde imellem de to muligheder?
Hvordan ser de optimistiske forudsigelser ud – og de pessimistiske?
Hvad er sandsynligheden for de mulige konsekvenser?
Når disse oplysninger mangler, er der intet beslutningsgrundlag.
Hverken ønsketænkning eller skrækvisioner er egnede erstatninger.
Det synes uansvarligt at vælge i blinde – demokratiet forudsættes at bygge på sund fornuft.
Kommentarer
Trist for Berlingske - grundlæggende mangel demokratiforståelse?
Man kan undres over, at Berlingske ikke på kvalificeret vis sætter sig ind i EU, men blot gentagent fremsætter påstand på påstand, hvilket som resultat naturligvis ikke dokumen-terer sandhedsværdi. Mindst 7 af Berlingskes "meninger" er uden hold i virkeligheden.
For det første er der ingen angst for at mene noget om EU, da meningerne nærmets er legio. Berlingske har dog med sit snæversyn svært ved at forstå, at EU i den nuværende fejlkonstruktion er et påviseligt, forfatningskrænkende demokratibedrageri forestået - borgerne uvidende - af folkevalgte tillidsrepræsentanter gennem politisk svig.
For det andet skal Danmark ikke finde "sin plads" i Europa. Danmark er en selvstændig nation i Europa - formentlig den ældste - og skal ikke finde et eller andet sted hen.
For det tredje befinder Europa sig ikke i nogen "skæbne-time", da det alene drejer sig om forkkellige muligheder for fremtidige valg, hvoraf nogle er bedre end andre. Fremtiden for samarbejdet i Europa har således mange positive udfaldsrum. Så at tro på ét, er et falsum, da kun snæversyn betinger det.
For det fjerde er det det glade vanvid at forestille sig "tre partier" sætter sig sammen og kommer med et bud. Forestiller Berlingske sig at småsekteriske foreninger, således som de politiske partier er blevet, på vegne af demokratiets borgere skal blive enige om noget, borgerne aldeles ikke har taget stilling til. For så vidt demokrati må forstås, som frihed på de mellem borgerne aftalte betingelser, skal de politiske foreninger nok tage sig sammen.
For det femte er det noget sludder, at spørge om EU-parlamentet skal have større indflydelse på en demokratisk udvikling, hvor en sådan udvikling ikke forefindes. Det drejer sig mere om, hvordan den demokratiske udvikling - dvs. borgerne - får indflydelse EU-parlamentet og de udemokratiske omstændigheder, hvorunder det er skabt. Og det kan alene Europas borgere afgøre.
For det sjette er det ikke et spørgsmål om mere magt til nationalstaterne, for her ligger magten allerede. Det er alene et spørgsmål om nationalstaternes overdragelse af kompetence til EU. Det afgøres suverænt af national-staterne uanset, hvad man måtte mene i EU-organisationen.
For det syvende er det aldeles utroværdigt at påstå, at Danmarks fremtid ligger i EU. Danmarks fortid, nutid og fremtid ligger i Europa og er dermed ikke specielt knyttet til den organisationsform, der hedder EU, da den viser sig grundlæggende at væe helt forkert.
Afslutningsvis kan det konstateres, at Berlingske atter på skammelig vis udviser den sædvanlige EU-psykose befriet for selvstændig tankegang, hvilket er skadeligt for det danske folkestyre.
De vil ikke debatten.
Jens Rohdes og Erik Boels kronik gav anledning til omkring fyrre replikker fra Berlingskes læsere men - nul gensvar fra de to herrer. Berlingskes overskrift "Den forsvundne debat" passer præcist på virkeligheden.
Danske politikere ønsker ingen debat med vælgerne - dem har man fravalgt, de er blot til besvær. De forventer i stedet at vi blot skal æde deres, oftest, dårligt funderede idéer og tanker og - det gør vi også i stor stil.
De to herres idéer om EU`s udvikling er ikke funderet i tankevirksomhed men i "tro". De "tror" at fremtidens økonomi og velfærd for Europas borgere kun kan sikres, hvis man følger deres anvisninger. Men de har ingen argumentation der underbygger deres påstande. Alle problemer forsvinder, blot man fratager de enkelte landes befolkninger deres selvstyre og lægger det i hænderne på eksperter og centralister.
Men det er der ingen garanti for lykkes. En meget sikrere vej at gå, ville være at gå tilbage til det mellemfolkelige samarbejde - uden parlament, domstol anordninger og direktiver. Det fungerede fint - var vælgerne utilfredse med deres folkevalgte kunne de smide dem på porten og ændre lovgivning der var påduttet dem af "de overstatslige". Det er i dag en umulighed - ikke et komma kan ændres uden en underskrift fra et to-cifret antal fremmede nationer.
Masser af andre løsninger
Nu har vi et EU, som synes at sande til og har en mix af gode og dårlige ting.
Krister Meyersahm ønske er jo også baseret på tro.
Mit eget bud er, man tager nogle områder væk og til gengæld håndhæver resten.
Vi skal ikke tilbage til det Babylon af bilaterale aftaler og særstandpunkter. En del af EU`s og Vores genvordigheder hænger da også snævert sammene med, at samkvemmet er steget og samfundene er mere komplicerede.
Hvordan går det med patientjournalerne og den danske dieseldrifts integration med Tyskere og svenskere.
Tro og tro, tja.
Jeg mener at en mellemstatslig løsning er det bedste - det fungerede fint med Efta og EF. Nato og FN er andre eksempler på at det lykkes.
Ser man derimod på føderationer som Sovjet, Jugoslavien, Tjekkoslovakiet m. fl. så endte det ikke lykkeligt. Desuden, er der flere løsrivningsønsker blandt lande; Skotland, Baskien m.fl.
Fin svada fra palletraulsen
Enig.
Man skulle nærmest tro at Berles skribent var en formørket EU modstander.
Æskedumt
De 3 gamle EU venlige partier. Hvad med alle dem, der forlod S og gik til folkebevægelselsen. Resten var - mere eller mindre.
Radikale var delt. Der var også EU tilhængere i SF.
Danskerne har da haft denne debat. Der er ikke mere at diskutere. Man bliver aldrig enige om noget med EU, akkurat som grundloven og en anden måde at betale skat på, så længe, man insistere på at fremgrave særstandpunkter i selvpromoveringens navn,.
Derfor er det også naturligt de allerfleste træder vande - med nuancer. Det vitale er jo om Øvroen holder som fællesvaluta og/eller en lile flok lande går bankerot.
Mener godt et spredt EU er farbart for Danmark. Det er jo så ens for alle. Det slemme er , hvis ingen har råd til at købe varer og tjenesteydelser af hinanden.
Det kedelige er også, at vi jo har en række fælles initiativer udenfor EU.
EU er intet andet end socialisme - det duer ik'
"Portugal's Prime Minister Pedro Passos Coelho told parliament the EU budget
must not reduce funding for developing peripheral areas of Europe and has to
ensure continued convergence of income levels across the region"
I EU budgettet for 2007-2013 var der afsat 347milliarder € til vækstskabende initiativer i syd og øst europa. Hvad er de mon gået til. Der er ikke kommet nogen vækst i samme periode.
Hvor mange flere milliarder skal vi post i Sydeuropæere der ikke vil ændre sine vaner og systemer. I virkeligheden er EU støtte medvirkende til at skabe problemerne - something for nothing, other peoples money. Intet ansvar.
Det virker ikke som konstrueret. Start forfra og brug så 100-200 år på at modne folkene. Ellers ender det i en "crashlanding" med store menneskelige omkostninger - alt pga den såkaldt politisk investerede kapital.
Danmark ud af kernen.
Fremtiden starter i nuet
Jeg kan da godt forstå, at partierne ikke vil diskutere EU. EU udvikler sig til en stadig mere farlig, udemokratisk og helt igennem rædsom konstruktion. Det skræmmer partierne at tale EU, fordi problemerne i EU minder rigtig meget om Danmarks interne problemer. Det belastende bureaukrati, kleptokratiet, diskussionen om hvem, der fordeler de indkradsede midler og hvordan, politikernes manglende evne og vilje til at skabe nødvendige forandringer. Det er altsammen ikke rart at tale om, når kan tie sig fra det og bevare sit gode udkomme i fred og ro.
Det er svært at spå om fremtiden, ja? Derfor er argumenter, der tager afsæt i en forventet fremtid også håbløst usikre. Tager man derimod udgangspunkt i nuet, finder man, at det er relativt let at tage stilling. Ønsker man et reelt uafhængigt bureaukratisk styre i en kæmpestat? Eller ønsker man et praktisk samarbejde mellem stater, der styres demokratisk i henhold til de enkelte befolkningers særpræg? Ønsker man det første, er det jo bare at lade stå til, for det er den vej, det går. Ønsker man det andet, så er det med at komme igang! Jeg synes jo det er et let valg! Den tredie mulighed hedder at melde sig ud. Det har jeg været tilhænger af i mange år. Men MÅSKE ikke længere...
Asger Aamund har som talsmand for en "tænketank" (interessegruppe) udstukket nogle løsningsmuligheder for de mest akutte problemer. Her fik jeg for første gang i mange år den tanke, at det EU, jeg troede, jeg stemte for, måske alligevel godt kan reddes. Det kræver sandelig at Venstre med på at ændre tingene. Jeg har aldrig hørt et argument for det, vi har, som syntes at bunde i sandhed og demokratisk sindelag. Jeg gad vide, om nogen folkevalgt politiker vover at argumentere mod Asger Aamunds forslag?
Debatten er overstået, den har vi haft
En debat der er overstået kan vist ikke forsvinde. Danskerne ønsker ikke et øget EU samarbejde med fælles mønt, forsvar, økonomi osv.osv. De ønsker et handels samarbejde and thats it og det var i øvrigt det grundlag EU blev startet på, så kære super Europæere drop ønske tænkningen, debatten findes kun i jeres hoveder.
Men OK hvis de endelig vil have en debat, så kan vi jo tage en afstemning om medlemskabet af EU, men det tør politikerne nok ikke. (Det ville nok osse være uklogt)
Konsekvenser?
EU udvikler sig til en forbundsstat i stil med USA med Danmark som en lille delstat?
Eller udviklingen vendes, så vi igen får et fællesmarked for suveræne nationer?
Hvad bliver konsekvenserne for vore livsbetingelser nu og fremover i de to tilfælde eller i et tredje tilfælde imellem de to muligheder?
Hvordan ser de optimistiske forudsigelser ud – og de pessimistiske?
Hvad er sandsynligheden for de mulige konsekvenser?
Når disse oplysninger mangler, er der intet beslutningsgrundlag.
Hverken ønsketænkning eller skrækvisioner er egnede erstatninger.
Det synes uansvarligt at vælge i blinde – demokratiet forudsættes at bygge på sund fornuft.