Berlingske Mener

De to valg

Her til morgen retter vi blikket mod vest. Her optæller USA, den demokratiske verdens supermagt, stemmerne. Men faktisk bør vi også kigge mod øst, hvor Kina, den autoritære verdens supermagt, indleder den partikongres, som vil kåre vicepræsident Xi Jinping som ny kinesisk leder.

Når det er særdeles vigtigt at følge den 18. kongres i Kinas Kommunistiske Parti (KKP), er det dels fordi partiet udgør et magtmonopol, dels fordi vi bevæger os i retning af en bipolær verden med to dominerende magter, USA og Kina.

De imponerende kinesiske vækstrater har varet ved i mere end 30 år, og sammenlagt gør det, at kineserne giver Vesten baghjul. Fremskrives udviklingen blot få år, er Kina verdens største økonomi. Kina rummer samtidig det paradoks, at selvom mange hundrede millioner kinesere ud af 1,3 mia. indbyggere i dag er velstående middelklasse, er der voldsomt mange fattige. Kina er både supermagt og udviklingsland på samme tid.

Tillige er moderniseringen af det mægtige land sket i et tempo, der har gjort ubodelig skade på miljøet. Folkelige protester har været mangfoldige i de senere år, når det gælder miljøet, og det betyder, at der foregår en debat om, at blinde vækstmål suppleres af en grøn omtanke. Det er dog svært, fordi KKPs legitimitet i høj grad knytter sig til de høje vækstrater, der alt andet lige vil dæmpes, hvis miljøet skal have højere prioritet.

Kina er dog anderledes, end da despoten Mao var leder. Siden 1978 har landet åbnet sig for omverdenen. I dag er der en kollektiv ledelse, hvor ingen enkeltperson har ubegrænset magt, så på mange måder drives Kina som en stor virksomhed med én leder og en stor direktion, der står i spidsen for foretagendet. Men den uhyre tillukkede stil gør, at omverdenen i høj grad gætter sig til, hvad der foregår.

Karakteristisk er det, at de to afgående topfigurer, præsident Hu Jintao og premierminister Wen Jiabao, er personligheder, som ikke har opbygget nogen personkult. Verdensopinionen har ikke noget klart billede af afgående eller kommende ledere. Hverken Xi Jinping eller vicepremierminister Li Keqiang, som forventes at overtage posten fra Wen Jiabao til marts, er kendte i Vesten. Men Kina er i gang med aktivt at blive medspiller i det internationale samfund, så der vil være en naturlig interesse i, at topfigurerne træder frem med holdninger og visioner.

Til gengæld ved vi, at den kinesiske model er afgørende anderledes end vores. Ingen ved deres fulde fem i Vesten vil afskaffe demokratiet, men rundt om i udviklingslande holder de et vågent øje med det kinesiske eksempel. Kinas eksempel smitter fattige lande, som kan se, at økonomisk frihed og en autoritær politisk kultur kan betyde velstandsforøgelse og en fastholdelse af den politiske magt for en regerende politisk elite.

Kinas stille diplomati har betydet, at magtbalancen forskubber sig til ugunst for de vestlige demokratier, både når det gælder råstoffer og verdenspolitik. Kina er på vej til at blive verdens supermagt nummer to, så i Europa må vi i fremtiden både kigge mod vest og øst. Vi skal nok være partnere med det mægtige Kina, men vi skal besinde os på, at vores frihedsværdier er afgørende.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.