Danmark bliver multikulturel

Både blandt politikere og i befolkningen er der stadig en del, der mener, at indvandringen til Danmark fra ikke-vestlige lande måske nok er et økonomisk problem, men heller ikke meget mere end det. En del politikere og vælgere mener fortsat, at nok medfører indvandringen ghettodannelser, hvor myndigheder kun kan vise sig under betydelig politibeskyttelse, men værre er det heller ikke. For indvandrere udgør jo kun nogle få procent af befolkningen, lyder det. Forudsigelser om, at befolkningen er »under udskiftning« afvises jævnt hen som pessimistisk vrøvl.

Men desværre ser det ud til, at pessimisterne får ret. I hvert fald hvis man tror på de fremskrivninger af befolkningens sammensætning, som Danmarks Statistik foretager. Prognosemagerne har gennem adskillige år fremskrevet befolkningsudviklingen frem til 2050, og tendensen er klar. År efter år viser prognoserne en endnu større andel af indvandrere og efterkommere i 2050, end fremskrivningen året før gjorde. Den seneste fremskrivning, som inkluderer indvandringen i 2014, viser, at knap hver femte borger i Danmark i 2050 vil være indvandrer eller efterkommer. Mange vil stræbe efter at integrere sig og bidrage til velfærdssamfundet. Men en del vil være en belastning. Mest skræmmende er, at forandringen – eller udskiftningen – af befolkningen med stor sandsynlighed accelererer. Den aktuelle flygtninge- og migrationsbølge mod Europa tog fart i 2015, men følgerne viser sig først i den næste fremskrivning. Næste års fremskrivning vil vise en endnu større andel af indvandrere i 2050. Fremskrivningen inkluderer i øvrigt ikke en del af efterkommerne med dansk statsborgerskab, der i nogle tilfælde ikke er bedre integrereret end generationen før.

Indvandring er ikke nyt. Selv om Danmark stadig opfattes som et land med en homogen befolkning, er denne befolkning resultatet af århundreders indvandring fra andre europæiske lande, hvis kultur har lignet den danske. Også i dag modtager Danmark med stor fornøjelse indvandrere fra vestlige lande og fra eksempelvis en række asiatiske lande, som medbringer kvalifikationer og vilje til at arbejde og integrere sig. De indvandrere er helt bogstaveligt guld værd, herunder for statskassen.

Anderledes forholder det sig med den store flygtninge- og migrantstrøm fra Mellemøsten og Afrika. Flygtninge og migranter, legale og illegale, blander sig og bliver til en bølge, som Europa og Danmark ikke har styr på. Hovedparten bliver til indvandrere, fordi der heller ikke er styr på hjemsendelse af de afviste. Indvandringen er utvivlsomt Danmarks største udfordring i årtier frem. Danmark er allerede blevet multikulturel, og udviklingen mod stadigt flere borgere med en meget fremmed kultur kan ikke rulles tilbage. Men den kan bremses, hvis Folketinget vil. De nyeste asylstramninger vil næppe slå til, når foråret sender nye hundredtusinder af flygtninge og migranter til det handlingslammede EUs grænser. Da vil det være legitimt og uundgåeligt at sortere blandt flygtninge og migranter på en mere håndfast måde. Gerne sammen med de øvrige nordiske lande, sådan som statsministeren netop har foreslået.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.