Den politiske debat om betalingsringen rundt om København bliver mere og mere usammenhængende. Ikke alene kan regeringen som beskrevet i lørdagsavisen ikke blive enig om hverken pris, hvornår man skal betale, og om de kollektive transportformer skal være billigere i fremtiden. Regeringen kan heller ikke blive enig om, hvor den skal ligge, og præcis hvad det er for en trængsel, der skal dæmmes op for.
22. januar 2012, 22:30
Når man dertil lægger, at eksperter i dagens avis advarer mod at tro, at betalingsringen løser noget som helst, fordi bilen stadig vil være danskernes foretrukne transportmiddel, må man stille spørgsmålet, om regeringen overhovedet ved, hvad den vil. Tilsyneladende er den i gang med at gennemføre et af de dårligst gennemtænkte projekter i nyere tid på trods af klare advarsler både fra forskere, omegnsborgmestre og ikke mindst forbrugerne.
Med så mange ubekendte faktorer er der skrevet kaos hen over hele beslutningsprocessen.
– Berlingske mener
Når man så oven i købet har det problem, at betalingsringen skal kobles sammen med Københavns Kommunes verdensfjerne forhold til alt, hvad der hedder biler og parkering, har vi en farlig cocktail. Beslutningen, hvis den bliver trumfet igennem, bliver en belastning ikke alene for det storkøbenhavnske områdes indbyggere. Den får også betydning for et erhvervsliv, der i stigende grad føler sig klemt i København på grund af dårlige transport- og parkeringsforhold og ikke mindst en uensartet og uigennemsigtig prispolitik, hvor virksomhederne og især medarbejderne skal betale store summer i visse dele af København for alene at få lov til at parkere en bil i forbindelse med arbejdet. Det problem bliver ikke løst med en betalingsring. For bilen vil fortsat være en nødvendighed for mange i et moderne arbejdsliv. Med så mange ubekendte faktorer er der skrevet kaos hen over hele beslutningsprocessen.
For en gangs skyld gør det ikke noget, hvis regeringen endnu engang bryder et løfte til vælgerne og skrotter betalingsringen. Det vil få de tusinder af mennesker, som på den ene eller den anden måde er afhængig af transport til og fra Købehavn, til at ånde lettet op. I modsætning til indbyggerne i Stockholm og London betaler de danske pendlere nemlig i forvejen rigeligt til festen med høje afgifter. At opgive betalingsringen vil også på lang sigt forhindre virksomheder i at finde andre områder uden for København, når de skal etablere sig i nye lejemål. Det kan de blive tvunget til, fordi medarbejdere og kunder i fremtiden både skal betale til en betalingsring og til et dyrt parkeringssystem, som er underdimensioneret uanset hvad. Læg dertil den prisstigning på offentlig transport, som stik imod valgløfterne også nu er en realitet.
Bilen er kommet for at blive. I et moderne arbejdsliv, hvor man arbejder fleksibelt og i øvrigt for en dels vedkommende har brug for at køre rundt til flere adresser og om eftermiddagen at hente børn, giver offentlig transport ingen mening. Den er - som forskerne påpeger - langsommere end bilen og mindre fleksibel. De fleste mennesker vil opveje fordele og ulemper ved at betale 25 kroner for på visse tidspunkter at passere betalingsringen. Som det ser ud nu med den uenighed, der er om næsten alt, er der kun en vej at gå: Skrot betalingsringen.




































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten