Hvorfor skal man de pårørende blandes ind i hvad et museum må udstiller.
Hvis det er tilfældet,så kan intet udstilles,uden de pårørendes samtykke.
Også i dette tilfælde hvor politimuseet har valgt at ud stille malerier af 12 myrdet kvinder,hvor det handler om ofrene i en kriminel sag,finder jeg det er hel legitimt.
hvad er forskellen på et foto af ofret og et maleri,jeg kan ikke få øje på den.

På den ene side er det indlysende for enhver at Politimuseet for overhoved at kunne fungere som en sted, der er værd at besøge og som udvirker ethvert slags Museums helt nødvendige interesse i forhold til et potentielt publikum som grund logik for eksistensgrundlag at Politiet næppe får udgifter til driften dækket ved at udstille formularer, attester, bødeforlæg og et alkohometer. Det vil heller ikke fungere som en snæver overlappende nice til Tøjhus Museet m.v. Ej heller vil tidernes udgaver af knipler kunne danne grundlag for et "Politimuseum". Forventningen fra publikum er udover et alsidigt museum også en stor vægt på de tunge alvorlige og af samme grund mere ekstraordinære spændende dele af de opgaver, som vel især det Kriminelle område dækker over især når man tager i betragtning den eksisterende konkurrence fra utallige TV-serier og film, der jo allerede langt overgår virkeligheden. Når det er sagt så er det klart stødende at de nærmeste til de værst tænkelige og for pårørende livslang traume at se den sorg og uafklarethed reduceret til triviel underholdning at tilfredsstille et naturlig"blod-tørstig og forventende"publikum. Billeder af ofrene bidrager i sig selv næppe til underholdningen og om billeder af mishandlede ofre sidste lidelser udstilles i autentisk identificerbar form til skue for også de pårørende, vil det ikke vare længe før det første pårørende selvmord vil blive kædet sammen med sådan udstilling. Kreativitet er klart nok vejen frem og idag kan man uden problemer anvende billeder, der er skabt uden identifikation er mulig uden at ændre på teksten.På samme måde vil inddragelse af det internationale politi arbejde såsom Interpol og FN konventionelle terror forsvar og narkotika bekæmpelse, som Danmark er del af med stor succes kunne inddrages i langt større grad som kerne områder i Politimuseets udstilling ligesom auto-beskrivelser af effekter og brug af teknologi vil kunne bringe Museet op på et langt større og langt mere seriøs niveau end tilfældet er nu og det for relativt små midler eftersom udstyret idag er ret billigt. Forarbejdet er til gengæld stort, men her vil det nok være mere vidende kræfter, der i pensionist livet ville kunne bidrage stort. Ja det kunne faktisk blive en uhyre seriøs attraktion for en diversitet af besøgende.

At påberåbe sig retten til ytringsfrihed og vise billeder af mennesker, der har været udsat for voldtægt og er blevet frarøvet deres liv og frihed, mener jeg går langt over, hvad der er etisk acceptabelt, når præsentationen af billederne ikke på forhånd er afstemt med de involverede eller deres nærmeste.

At miste et barn er vel en af de sværeste begivenheder, man kan opleve i voksenlivet. Det tager meget lang tid at komme overens med tabet af et barn, og jeg tør kun i begrænset omfang forestille mig, hvor forpint man må være, hvis ens barn udsættes for en smertefuld død, eller får frataget sit liv af mennesker uden empati, omtanke eller indlevelsesevne.

Traumatiseringen hos den pårørende vedrører ikke kun den egentlige hændelse, men vedrører også de oplevelser, der følger i kølvandet på en traumatisering. Det har rigtig stor betydning for et traumatiseret menneske, hvordan omgivelserne reagerer og forholder sig til det, man har været ude for.
Venlighed, respekt, nærvær, anerkendelse og kærlighed kan med tiden gøre det lettere at bære det ubærlige. Modsat, kan manglende respekt, bagatellisering, lukkethed, manglende indlevelse og grænseoverskridende adfærd være med til at forsinke, måske endda forværre den sorg, man i forvejen kæmper med. I værste tilfælde kan det medføre en oplevelse af isolation og fremmedgjorthed i relationen til andre og det omgivende samfund.

De ganske få billeder, der har været vist, har været smukke, respektfulde og farverige i deres udtryk, ja. Måske endda lige på kanten til idylliserende. Jeg er ikke i tvivl om, at kunstneren har haft de bedste intentioner. Og, jeg synes, at billederne er ”smukke”. Men de bedste intentioner rammer ikke altid det, der har været tilsigtet. Hvis man gerne vil de ”bedste intentioner” overfor et andet menneske, så skal man først undersøge om det andet menneske ønsker at modtage ens ”bedste intentioner.”

Jeg mener ikke, at man på indfølelig vis har taget i betragtning, at der er tale om mennesker for hvem tabet, formentlig stadigvæk opleves ”nyt”, og hvor der stadigvæk foregår en sorgproces, der endnu ikke har lukket sig i en accept og forsoning. Men det værste for mig er, at man ikke finder, at det er en klar selvfølge at spørge dem, der har mistet, men tager patent på retten til at gøre noget meget privat helt offentligt – her mener jeg, at man har et problem med respekt for andres grænser.

Interessant, som dagblade og tv kanaler i en uendelighed bringer artikler med billeder om gamle og nye mordsager UDEN at spørge efterladte om lov. Hvad er værst: Billeder og bloddryppende reportager i en avis elle på tv til rigtig mange mennesker eller en kunstners mere eller mindre vellignende portræt på et lille museum? Det vil jo virkelig være et interessant, hvis Politimuseet kan skabe en generel debat om hvornår er man for tæt på. Hvor meget hensyn skal man tage? Til gengæld er det efter min mening en uheldig udvikling hvis Rigspolitiet med Justitsministeren i spidsen vil til at udstikke retningslinjer selvom de som ejere har retten til det. Vi har allerede rigelig politisk korrekthed og selvcensur.

Det er tankevækkende, at Rigspolitiet mener, at der skal nye retningslinjer til, for at drabsofres familier i fremtiden kan undgå at deres afdøde pårørende ufrivilligt er trækplastre i udstillinger på Politimuseet. Hvorfor egentlig flere regler? Det er tilstrækkeligt at forlange almindelig anstændighed og omtanke af ledelsen, ellers er den ikke i stand til at løfte sin opgave i forhold til museets formål. Er det virkelig overraskende, at familier der har mistet pårørende for få år siden, ikke ønsker at medvirke til en bizar underholdning?
Det bliver mere og mere uklart, hvorfor Rigspolitiet (og dermed staten) har overtaget driften af Politimuseet, efter at foreningen Politihistorisk selskab smed håndklædet i ringen efter en katastrofal økonomi. Hvad er den samfundsmæssige interesse i at udstille mordvåben og billeder af mordofre som hyggegysende familieunderholdning. Det har hverken noget med ytringsfrihed eller samfundsnytte at gøre.

?