Velfærdsminister Karen Jespersen tilbyder en "social genopretningsplan" for Nørrebro. Det er fint, mener byens socialborgmester, hvis der følger penge med.
7. marts 2009, 23:48
En ny, fælles enhed bestående af medarbejdere fra Københavns Kommune og Velfærdsministeriet skal forsøge at genoprette den sociale indsats på især Nørrebro i København. En systematisk gennemgang skal vise, hvilke børn og familier, der er i risikogruppen, og derefter skal der laves en handlingsplan for hver enkelt, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten søndag.
Velfærdsminister Karen Jespersen (V) kontaktede lørdag kommunen med et tilbud om det, som hun kalder en social genopretningsplan. Det sker efter kritik fra bl.a. overborgmester Ritt Bjerregaard (S), der har kaldt ministeren "usynlig" i den igangværende bandekonflikt, og efter at sociale problemer har været med til at tiltrække unge til det kriminelle miljø.
- Vi er vidne til en bandekrig, som vi ikke har set lignende. Der skal slås hårdt ned på både indvandrerbander og rockermiljøet. Men der er også behov for en stor social indsats, og der er ting, der ikke er gjort godt nok for at forhindre, at børn og unge kommer ind på en kriminel løbebane, siger Karen Jespersen.
Socialborgmester Mikkel Warming (EL) er tilfreds med, at Karen Jespersen blander sig i debatten.
- Det er på tide, at hun interesserer sig for virkeligheden, men mit spørgsmål er, om der følger penge med hendes tilbud, for ellers bliver det blot endnu et slag i luften, siger Mikkel Warming.
/ritzau/



































