De seneste skyderier på åben gade i København er udtryk for, at banderne er presset af politiets indsats, mener justitsministeren. De er blevet desperate.
1. marts 2009, 14:35
Politiets indsats mod bandekriminaliteten er ikke uden effekt. Banderne er under pres både fra politiet og fra hinanden, og den seneste tids skyderier i gaderne i København er udtryk for, at de er desperate, siger justitsminister Brian Mikkelsen (K).
Han forsikrer, at politiet ikke agter at slække på tøjlerne.
- Min tålmodighed og politiets er opbrugt. Det er ikke en acceptabel situation, at man som borger skal gå utryg rundt og frygte at blive ramt af vildfarne skud på gaden. Derfor skal politiet lægge et maksimalt pres på bandemedlemmerne og på rockerne, og de skal konstant pustes i nakken, siger justitsministeren.
- Det, vi er udsat for nu, er, at de begynder at blive desperate og komme med nogle vanvittige handlinger. De bliver stresset af politiet, og de stresser hinanden, konstaterer Brian Mikkelsen.
Han peger på, at politiets indsats allerede har givet resultater. Mange er anholdt og fængslet, og mange våben er allerede konfiskeret. Og presset bliver opretholdt.
- Vi ved, hvem de er, og de er under overvågning hele tiden. Vi hiver dem ud af deres biler, når de kører inde i København, og de bliver visiteret konstant. Men disse mennesker er så brutale og afstumpede og foretager sig så vanvittige handlinger, at de er ligeglade med andre mennesker. Det eneste, der bekymrer dem, er, at politiet får fat i dem, og at de kommer i fængsel. Det er politiets indsats, der skal få dem væk fra gaderne, siger justitsministeren.
Sideløbende med den synlige indsats foregår der en målrettet og intensiv efterforskning mod bandemedlemmerne og rockerne.
- Vi aflytter dem. ransager dem og er konstant efter dem, siger justitsministeren.
Blandt resultaterne af indsatsen er, at 50 personer er varetægtsfængslet for at besidde skydevåben, og at 20 personer er sigtet for vold og drabsforsøg. De fleste af dem sidder varetægtsfængslet. Og så er der konfiskeret over 100 skydevåben.
- Så der er resultater, og man lægger bandemedlemmerne og rockerne ned en efter en, siger Brian Mikkelsen.
/ritzau/
Her skyder banderne
Røde punkter: Uopklarede sager / Grønne punkter: Helt eller delvist opklarede sager
Vis stort kort Se kortet i Google Earth Følg kortet i din RSS-læser



































