HA-rockernes allerede omstridte støtteklub for unge under 18 år har fået over 400 fans på Facebook.
20. marts 2010, 15:47 – opdateret 20. marts 2010, 15:53
Facebook er det de unge vil have. Og det ved rockerpræsident Jørn "Jønke" Nielsen og resten af Hells Angels godt.
Derfor er den nyeste udvidelse for helt unge i rockeruniverset allerede rykket på Facebook, skriver bt.dk.
Viking Defence League Denmark, som Hells Angels kalder den nye fraktion af rockerklubben, som netop henvender sig til unge under 18 år, har i skrivende stund allerede fået 422 medlemmer på Facebook.
Jønke var tidligere ude og sige, at gruppen skulle være en mulighed for de unge, som ikke var gamle nok til at blive medlemmer af Hells Angels støttegruppe AK81, til at komme og "snuse til miljøet"
Ingen arrangementer for de unge
Men nu er der kommet lidt mindre farverige boller på suppen.
- Det er ikke meningen, at de skal komme og besøge os. Det er ikke sådan, at vi laver et arrangement, og så kommer der unge og besøger os, forklarer Jønke nu til bt.dk.
Alligevel antydes det kraftigt på hjemmesiden, at hvis man ønsker det, så kan man lægge masser af energi i det nye ungdomsrocker projekt.
- Medlemskab behøver ikke at ændre din hverdag og udover indmeldelse behøver du ikke at foretage dig andet, eller vise din støtte andre steder, det bestemmer du selv. Du afgør, hvor meget du vil gøre, og der vil være fuld diskretion herfra, står der på Viking Defence Leagues hjemmeside.



































