En mand er død efter skyderi ved værtshus på Backersvej på Amager. Tre andre er indlagt med skudsår og er uden for livsfare. To gerningsmænd eftersøges.
2. marts 2009, 05:17
København blev i nat ramt af endnu et skuddrama, som har kostet mindst ét menneske livet, oplyser politiet, der leder efter to gerningsmænd.
I alt fire mennesker - alle danskere - blev kort før kl. 01 ramt af skud ved Café Vaaren på Backersvej på Amager - ikke langt fra Lergravsparkens metrostation.
Alle fire blev i ambulancer kørt på hospitalet, hvor den enes liv ikke stod til at redde, fortæller politiets efterforskningsleder Tommy Keil.
Den dræbte er en mand, hvis identitet politiet ikke kendte her til morgen. De tre sårede er en mand på 19 år, en mand på 20 år og en kvinde på 32 år. En af de fire blev skudt uden for caféen, de tre andre indenfor.
De to formodede gerningsmænd blev efter skyderiet set løbe ad Backersvej ind mod byen og derpå til højre ned mod Øresund. Politiet har ikke noget signalement af de to.
Politiet kan ikke oplyse, om skyderiet har noget med den verserende bandekrig at gøre.
- Vi arbejder for højtryk herude, og jeg kan ikke oplyse så meget lige nu, siger Tommy Keil til BT.dk. Vi efterlyser to personer, som er set forlade gerningsstedet.
Men efter hvad BT.dk erfarer, så er Cafe Våren kendt som et tilholdssted for AK81'ere, altså Hells Angells støttegruppe.
Justitsminister Brian Mikkelsen var i aftes på TV-skærmen for endnu en gang at gøre rede for den kaotiske og højst kritisable situation i København. Han lovede atter, at der ville blive sat kraftigt ind for at stoppe skyderierne - bare fem timer senere skete det igen.
Københavns politi har i dag aftalt et nyt møde, hvor man skal drøfte, hvorvidt der skal indkaldes flere betjente for at stoppe bandekrigen og urolighederne.
Fredag aften blev en sagesløs iraker skudt og dræbt i Mjølnerparken på Nørrebro. Lørdag blev en færing, der ledte efter en P-plads i Blågårdsgade-området ramt af skud i ryggen, men overlevede mirakuløst.
Her skyder banderne
Røde punkter: Uopklarede sager / Grønne punkter: Helt eller delvist opklarede sager
Vis stort kort Se kortet i Google Earth Følg kortet i din RSS-læser



































