28. november 2009, 20:50 – opdateret 28. november 2009, 21:00

Kunden stod stadig ude på toilettet, sølle fem skridt fra døren, da Madame Helene åbnede. Det var mandag aften 21. september 2009, og to unge mænd trådte ind i hendes S/M-klinik på Åboulevarden på Nørrebro.

Den ene bar en stor kasket, de små, sorte dun på overlæben afslørede, at han knap var fyldt 20. Den anden, klippet som en marinesoldat næsten skaldet i siderne og helt trimmet på toppen, var ikke meget ældre, skønnede Helene. Her er, hvad der ifølge Helene og politiets anklageskrift skete den mandag aften.

Drengene var fra Blågårds Plads, sagde de. De ville have penge.

»Du bor i vores distrikt.«

De to unge mænd forsøgte at forklare Madame Helene spillereglerne. Udover at bo i Københavns Kommune boede Helene i Blågårds Plads-bandens distrikt. Dét betaler man også en slags skat for.

»Vi kan ordne det på en stille og rolig måde over en kop kaffe,« sagde de.

Helenes klinik ligger 150 meter fra Blågårds Plads - et mytologisk sted for Danmarks gadebander. Her skabte unge efterkommere af indvandrere sig et navn som hardcore-ballademagere op gennem 1990erne. Deres handel med hash finansierede en livsstil med våben, store biler og guld som hård valuta. I dag ligger ’Pladsen’ eller ’BGP’, som de kaldes i miljøet, i et åbent opgør med Hells Angels.

Krigen koster penge - mange penge. Der er udgifter til vagter og våben, og samtidig falder indtægterne fra hashhandlen på grund af skyderierne på åben gade. Men der findes andre finansieringskilder for de organiseret kriminelle. En af dem er afgifter på lokale handlende. Nogen kalder det beskyttelsespenge, straffeloven taler om afpresning.

Helene åbnede døren for en fælles hemmelighed i området:

Under trusler om vold og hærværk afpresser drengene fra Blågårds Plads lokale handlende på Nørrebro. Ingen ved, hvor udbredt det er, men Berlingske Tidende har haft kontakt med adskillige steder i København, hvor andre indvandrerbander har krævet penge. Ingen har turdet fortælle om det af frygt for repressalier.

HELENE VISER RUNDT i sin klinik, hvor hun har stået for hele indretningen. I hendes klinik er der et fangebur, hvor kunderne betaler for at blive låst inde natten over iført Guantanamo-fangedragt. Kunderne kan også blive lagt i en ’stege-pose’ - en tætsiddende gummipose.

»Ja, jeg giver mere smæk på en måned, end andre når gennem et helt liv,« siger Helene.

Helene er ikke hendes rigtige navn, det er det navn, kunderne kender hende under. Hendes rigtige navn er Berlingske Tidende bekendt.

Madame Helenes profession er speciel. Men hun ser egentlig mest sig selv som almindelig næringsdrivende i et lovligt erhverv, hvor hun har realiseret sin drøm i tre etager. Gulvet har hun selv lagt.

Klinikken har hun drevet i fem år. Hun har tidligere tænkt tanken, at det måtte komme en dag. Forsøget på afpresning. Snakken om beskyttelsespenge til den lokale bande havde kørt som et rygte i kvarteret gennem længere tid. Blandt tatovører, grillbarer og andre små erhvervsdrivende. Men ingen ville stå frem og fortælle noget. Da handelsforeningen på Nørrebro med de store butikker som medlemmer forsøgte at efterprøve snakken på et møde tidligere i år, endte det i ingenting.

Men to dage før, lørdag 19. september, var mændene fra Blågårds Plads dukket op på massageklinikken første gang. De havde spurgt efter ejeren. Ejeren hed Helene, svarede en af klinikkens piger, og hun ville være tilbage på klinikken mandag. Det havde gjort Helene bekymret.

Nu stod de der.

Tankerne myldrede gennem Helenes hoved. Udadtil optrådte hun fattet. Siden Helene hørte om besøget lørdag aften, havde hun tænkt over det, der nu skulle ske.

ALLEREDE FOR FEMTEN ÅR siden oplevede grønthandlere på Nørrebro at blive afkrævet betalinger fra selvbestaltede opkrævningshold. Det kunne være alt fra bidrag til den palæstinensiske sag til egentlige beskyttelsespenge. De, der takkede nej, blev udsat for repressalier som trusler og knuste ruder.

Politiet har tidligere sat Blågårds Plads-banden i forbindelse med afpresning. Bandens leder, kaldet store A., er dømt for flere tilfælde af trusler og afpresning. Men afpresning kendes også andre steder i landet. Medlemmer af Borhan-banden - nu Bloodz - samt Den Internationale Klub i Jylland er dømt, fremgår det af Rigspolitiets banderedegørelse fra 2007. Siden er antallet af bandemedlemmer vokset yderligere som følge af krigen og tæller nu over 1.200 registrerede medlemmer.

For politiet er skrækscenariet, at banderne får held til at sætte sig på hele kvarterer, siger lederen af bandeenheden hos Københavns Politi, Henrik Svindt.

»Overordnet set er vi godt klar over, at beskyttelsespenge er en af indtægtskilderne for banderne. Vi har flere tilsvarende sager, og de stammer primært fra prostitutionsmiljøet, men vi har en formodning om, at det også foregår andre steder. De tilbyder en form for beskyttelse, men tilbuddet er en form for tilbud, som man ikke kan sige nej til. Desværre har vi ikke det fulde overblik over, hvor udbredt det er,« siger han.

Berlingske Tidende har kendskab til en anden forretningsdrivende, som Blågårds Plads-banden også har aflagt besøg ikke ulig det hos Madame Helene. Derudover har vi været i forbindelse med en stribe forretningsdrivende i andre dele af København, hvor bandemedlemmer har forsøgt at afpresse for helt op til 80.000 kroner om måneden. Men ingen af dem tør træde offentligt frem.

»Lever man stille, lever man trygt. I øjeblikket er det hele en anelse betændt,« siger en kilde.

For nylig besøgte fire maskerede indvandrer-unge en bodega i København og truede sig med pistoler til kassebeholdningen. Det skete, efter de to gange tidligere forgæves havde forsøgt at opkræve beskyttelsespenge. På Københavns Vestegn skal en anden bande have forsøgt sig med en turné rundt på spilleklubber for at kræve ind.

HELENE HAVDE FORBEREDT sig og lagt sin strategi: Hun ville spille naiv:

»Har I et CVR-nummer?«

De to unge mænd, som Madame Helene vurderede til at være omkring 19-20 år, kiggede forundret på hende.

»Hvaffor noget nummer?«

»Ja, det er min revisor, som siger, at jeg ikke må betale penge uden at få CVR-nummer.«

»Din revisor har ikke noget med det her at gøre,« forsøgte mændene.

»Jeg er altså nødt til at have en kvittering fra jer,« fortsatte Helene.

Nu forstod de, at Helene ikke havde tænkt sig at betale og opgav tilsyneladende tanken om, at forretningen ville kunne ordnes over en stille kop kaffe.

»Hvis du ikke betaler, så brænder vi stedet ned.«

»Nej, det gør du vel ikke. Du vil vel ikke gøre dig selv skyldig i mordbrand,« forsøgte Helene sig.

»Vi rydder hele bordellet,« råbte de to.

Med pegefingeren forsøgte de at sætte tingene på plads:

»Fucking luder!«

BERLINGSKE TIDENDE MØDES med et medlem af en af banderne på et hemmeligt sted uden for København. Vi har bedt ham forklare, hvordan systemet virker.

Han har selv flere forretningsdrivende, som betaler til ham. Lige nu tygger han på et tilbud om at drive penge ind fra en stribe restauranter.

»Hvad vil I vide? Det er sådan set enkelt: Kunderne betaler for at undgå at få problemer. I de fleste tilfælde behøves ingen trusler. De ved, hvem man er, og hvad man står for, og så indgår man en forretningsaftale. Kommer der ballademagere eller får de problemer, kan de altid ringe.«

Der findes groft sagt tre former for afpresning, hvor bandemedlemmer kan være involveret: Den helt enkle, hvor en handlende mere eller mindre tilfældigt benyttes som hæveautomat. En slags røveri - som regel uden direkte trusler og våben. Den faste abonnementsordning, hvor der indgåes en aftale om en månedlig betaling helt efter, hvad omsætningen kan bære. Og så den bestilte afpresning, som kendes fra kiosker, værtshuse og restauranter: Konkurrenter hyrer bandemedlemmer for at pålægge de nye forretningsdrivende så store afgifter, at de tvinges til at dreje nøglen om.

DE TO UNGE MÆND gav op og forlod Madame Helenes klinik. Ude fra toilettet dukkede kunden igen frem. Klokken var 22.00. De kiggede på hinanden. Helene rystede over hele kroppen. Ganske vist havde snakken i kvarteret om beskyttelsespenge gjort, at hun havde forberedt sine svar, men nu var hun bange for det videre forløb. Bange for at gå ud på gaden.

Hvad drengene ikke vidste var, at Helene allerede havde fået en slags kvittering fra dem. Alt var blevet filmet på videoovervågningen - men desværre uden lyd. Derfor spurgte hun kunden ude på toilettet, om han ville vidne.

Det ville han ikke.

Det skal være løgn, tænkte Helene. Hun ringede til politiet, som en time senere troppede op med to mand fra Bellahøj Politi. Da de igen var gået, låste hun omhyggeligt. Hun skulle heller ikke nyde noget af at gå ud på gaden og risikere et overfald, derfor måtte hendes mand komme og hente hende dagen efter, da det igen var blevet lyst.

Helene kender miljøet omkring drengene fra Blågårds Plads gennem et tidligere arbejde i området. Hun ved, at nogle af dem er drenge, som drenge er flest, men nu stod nogle af dem og krævede penge med det, hun kalder »viking-kølle-diplomati«.

»De bruger dig som en Dankort-automat, og der er ikke spor beskyttelse i det. Står de en aften og skal i byen, så må du betale. Ad libitum. Det var også derfor, at de ikke nævnte noget beløb, men jeg har ikke lyst til at være deres Dankort-automat.«

Sagen er påstand mod påstand, men sådan må det være, ifølge Helene.

»Jeg anses sjældent som den mest troværdige på grund af mit job, men jeg drikker ikke, jeg ryger ikke hash, jeg har et helt lovligt arbejde, betaler min skat og driver min forretning som alle andre selvstændige. Men dem vil jeg ikke betale til,« fortæller Helene, mens hun kigger på overvågningsbilleder af drengene.

Den ene er nu tiltalt for afpresning efter straffelovens §281 for at ville brænde bordellet ned, hvis ikke ejeren betalte beskyttelsespenge. Den unge mand nægter sig skyldig. Den anden har politiet endnu ikke fundet.

For Helene har sagen haft konsekvenser. Udgifterne til at sikre sig yderligere begynder at stige. Der er nu lyd på overvågningskameraet, og Dansikring har udvidet sikkerheden. Alligevel smadrede ukendte gerningsmænd alle ruderne til hendes klinik i sidste uge. Hærværket kommer til at koste hende cirka 50.000 kroner.