Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Bander tjener på andet end hash

Hashhandlen er langt fra det eneste, de rivaliserende bander i København, kæmper om.

Fri hash kan være recepten for at komme bandekrigen til livs.

Det mener Socialdemokraterne på Københavns Rådhus, der har opbakning fra et flertal i Borgerrepræsentationen til at undersøge, hvilke effekter en legalisering af stoffet vil få.

Og hashhandlen har ifølge politiet en væsentlig betydning for den blodige krig, der i øjeblikket foregår mellem de rivaliserende bander i hovedstaden.

- Opfattelsen er helt klart, at det er et spørgsmål om kriminelle aktiviteter, hvor hash også er en del af det. Det drejer sig om territorier – det her område er vores, og hashmarkedet her er vores, forklarer leder af politiets specialgruppe mod bandekriminalitet, Henrik Svindt.

Men hvorvidt politikernes forslag om en eventuel legalisering af det illegale rusmiddel vil fjerne bandernes motivation for at udradere hinanden, vil Henrik Svindt ikke forholde sig til.

- Det vil jeg ikke kommentere på, det er en politisk beslutning. I øjeblikket er hashen ulovlig, og det forholder vi os til.

Henrik Svindt påpeger dog, at banderne også har andre ulovlige indtjeningskilder end hashhandlen.

- Det handler også om anden kriminalitet. Det er ikke kun hashhandel. Det er også afpresning og prostitution, siger han.

Og de stridende kriminelle grupperinger, der ifølge rigspolitichef Jens Henrik Højbjergs vurdering tæller omkring 1.500 rocker- og bandemedlemmer på landsplan, vil ikke nødvendigvis påbegynde et lovlydigt liv, hvis hashen legaliseres.

- Hashandel er en del af deres kriminelle aktiviteter, og det fylder meget, men hvis det ene marked forsvinder, så finder de noget andet at slå sig på, kunne man forestille sig, vurderer Henrik Svindt.

Den verserende bandekrig, der primært har udspillet sig på Nørrebro, tæller over 40 skudepisoder, tre drab, knivstikkerier og visiteringer af almindelige borgere på åben gade.


Her skyder banderne


Vis stort kort Se kortet i Google Earth Følg kortet i din RSS-læser