Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

14-årige bærer skudsikre veste

Lillebror skulle reddes fra bandekriminalitet, har det lydt fra politikerne i årevis. Den indsats er slået fejl, og 14-årige er klar til bandekrig.

Kampen om lillebror er tabt. I en alder helt ned til 14 år står drenge i Tåstrupgård vagt med skudsikre veste, og dermed falder de seneste års politiske målsætning i integrationspolitikken med et brag til jorden: Storebror var fortabt, nu skulle lillebror reddes.

Det er den konservative borgmester Michael Ziegler fra Høje Tåstrup Kommune, som slår alarm. Han fik i fredags af sin forvaltning oplyst, at drengehelt ned til 14 år er involveret som vagter for banderne.

»Det er rystende, og derfor indkalder jeg straks imorgen tidlig de relevante politiske udvalg sammen med politi og repræsentanter fra AKB (boligselsabet i Tåstrupgård, red.),« siger Ziegler, som dermed sætter kommunen i højeste alarmberedskab.

Et af de umiddelbare tilbud bliver en hotline ind til kommunen, som drengene kan ringe på.

»Derudover må vi revurdere den helhedsplan, vi arbejder ud fra. Bliver den efterlevet? Er det den rigtige indsats? Skaber den de rigtige resultater?«

Genmnem det halvandet år, Berlingske Tidende har fulgt livet i Tåstrupgård, har drenge på 15-16 år vist våben frem.

På Christiansborg er man ligeledes rystet over oplysningerne. Ifølge Berlingske Tidendes kilder er regeringen nu parat til at sænke den kriminelle lavalder fra 15 til 14 år. Det sker efter lang tids diskussion, hvor både Dansk Folkeparti og Venstre har krævet lavalderen sænket, mens De Konservative med justitsminister Brian Mikkelsen (K) i spidsen har sagt nej.

Nu er de vendt – stik imod regeringens eget ekspertudvalgs anbefalinger. »Hvis vi i forhandlingerne kan få lavet en samlet pakke med forebyggende initiativer, så er vi parate til at sænke den kriminelle lavalder til 14 år,« siger retsordfører Tom Behnke og erkender, at man går direkte imod ungdomskommissionens råd:

»Både grovheden og alderen ændrer sig. Vi kan se, at fra de fylder 14 år, så accelererer det,« siger Behnke.

  • Jagten på Rami Mawad, del 1: 88 skud