7. december 2008, 19:31 – opdateret 7. december 2008, 19:36

Nørrebro Teater må være Københavns Teaters yndlingsscene. Ikke alene lykkes det at få de unge i teatret. Man strømliner også sine komedieforestillinger, så de appellerer til en ungdommelig skare. Profilen er skarpt indstillet. Forudsætningerne lagt klart frem.

Og det er da også det sympatiske ved teatrets holmgang med Shakespeare, »En skærsommernatskomedie«: Den opdaterer og aktualiserer komikken i den klassiske teatertekst, hvor referencerne og det, der engang var skægt, efterhånden er slidt nonsens for et større publikum – og den står ved det. Med kæmpebabyen Jan Gintberg i dobbeltrollen som syrealfen Puk på den ene side, publikums dynamiske allierede og pædagogiske fremmedfører med det løftede øjenbryn på plads på den anden – allerede som standup-figur er han jo i moderne-fræk opposition til det fisefornemme teater med dets sære ritualer.

Og i det hele taget bliver forestillingen nærmest en form for programforklaring og en kærligt-ondskabsfuldt formuleret krigserklæring fra det moderne komedieteater, når den håndværkertrup, som er en del af handlingen, og som skal opføre et amatørteaterstykke, befolkes af dansk teaters koryfæer med superkrukken Jørgen Reenberg med Reumerts skamkapsel og det evige smilehul Ghita Nørby i front – morsomt forstørret af Tom Jensen og – ikke mindst – Mette Horn. Satiren rettet mod det teater, som glemmer sit forudsætningsløse publikum. Men også bare en anledning til den skæg og ballade, for forestillingen vedstår sig også bare at være en »en drøm så meningsløs som teaterstykker«, som Puk siger til slut.

Ingen æterisk alfedrøm
Men hvad så med Shakespeares saftige, erotiske komedie om de kærlighedens og begærets forviklinger, der opstår, når to par forlader civilisationen og bevæger sig ud i den vilde, saftige skov – her forvandlet til det lovløse Nørrebro, hvilket forestillingen i øvrigt ikke bruger til meget?

Hvad er der tilbage af den? Ikke så lidt faktisk, også af ordene, selvom alle personer – model »Kvindernes oprør« fra sidste sæson – er udstyret med deres egen standup-monolog i direkte goddag til publikum over rampen.

I Kim Bjarkes spændstige iscenesættelse spilles forviklingerne fysisk adræt og vitalt af dens sexede krudtugle Marie Louise Wille, af en sødt-desperat Ditte Hansen – lige ved at være helt rørende – samt af Tom Jensen og Søren Malling, morsomt reduceret til abestadiet, når jalousien tager over. Med det spraglede alfepar fra Nørrebro, Kristian Halken og Mette Horn, som et modent ekko af trængslerne. »En skærsommernatsdrøm« plejer komedien at hedde andetsteds. Den æteriske alfedrøm må man lede efter andre steder.

På det håndfaste Nørrebro er ærindet et andet. Herude, hvor hverken Ritt eller klassikerpolitiet bestemmer noget som helst.