Musik: Per Nørgård: Strygekvartetter nr. 7-10 Der er røg på forsiden – kulsorte skyer fra en katastrofe. »Nuit des Hommes« fra midten af 1990erne var en opera om krigens sjælelige konsekvens: At forskellen på det gode og det onde bliver uklar.
17. juni 2008, 22:30
Per Nørgårds arbejde med den inspirerede ham siden til en strygekvartet. Han har komponeret ti af slagsen til dato. I går udkom Kroger Kvartettens storslåede indspilning af de fire seneste. De lyder vidt forskelligt – for som det antydes i de fyldige værknoter: Nørgårds musik har måske aldrig været mere uforudsigelig end lige nu. Tag bare syverens mørkfarvede lyrik, otterens oprivende ekkoer af sirener og afsjælet melankoli, nierens anderledes musikantiske kerne, tierens rolige optimisme. Og alligevel er pladen guld i sig selv, et mesterværk som helhed. Det er fem kvarters abstrakte lydskulpturer anno altid. Vel lidt mere forpligtende end så meget kunst i vor tid. Men også billedskabende som få. En sikker kandidat til titlen som årets udgivelse.
































