Bøger: »PB#4: Proust-receptionen« »På sporet af den tabte tid« er blevet både kanøflet og lovprist, så historien om mesterværkets modtagelse er i sig selv en god historie.
23. maj 2008, 22:30
af 6 stjerner
Marcel Proust var 42 år gammel, da første bind af »På sporet af den tabte tid« udkom. Det var i 1913. Forfatteren havde selv måttet betale for udgivelsen, for forlagene havde sagt nej, men med fortsættelsen, »I skyggen af unge piger i blomst«, gik det bedre, den blev hædret med Prix Goncourt, og det var en blåstempling, der ville noget. Og Proust blev ved med at skrive og revidere, helt frem til sin død i 1922, de sidste tre år om natten i et soveværelse, der var beklædt med kork, så lydene udefra kunne holdes væk. Det færdige værk blev et af litteraturhistoriens mest omfangsrige. For tiden arbejdes der på en dansk nyoversættelse af hele herligheden, 13 bind i alt. Sidste bind skulle udkomme i 2012.
Der er altså noget at glæde sig til for dem, der vil læse Proust og vil læse ham på dansk, og vil man ellers vide mere om det følsomme franske geni, er PB (Proust Bulletin) et godt sted at begynde. Det er Det danske Proust-selskab, der står for den udmærkede skriftserie, og i det seneste nummer, #4, er det Proust-receptionen, det handler om. Måden, altså, hvorpå Proust er blevet modtaget af såvel sam- som eftertiden, her med hovedvægten på den danske måde.
I PB #4 kan man læse digteren Jacques Madeleines herostratisk berømte lektørudtalelse fra 1912 om et manuskript, »Le temps perdu« kaldet, som Proust havde sendt til forlæggeren Eugène Fasquell, og det er artige sager: »... hvad er det alt sammen for noget?« spørger en fortvivlet Jacques Madeleine, der fraråder en udgivelse! Andre har været kløgtigere. I et essay fra 1981 anfører digteren Jørgen Gustava Brandt klogt, at Proust er meget let at læse på betydningsplanet, omend – synes Gustava – noget udmattende på grund af omfanget og »de lange kapriciøse sidespring.« Den unge Thorkild Hansen skriver – højstemt, men klogt – i en kronik, bragt i Ekstra Bladet i 1948, at »På sporet ...« er opbygget »efter sjælens og erindringens ordløse love, for hvilke sandheden ikke er tingen selv, men tingenes symbol i os.«.
Der er flere andre godbidder i PB #4, fine appetitvækkere til ny eller fornyet Proust-læsning. Ham bliver man aldrig færdig med.
