Rock: Den danske musikscene er for nærværende ikke ligefrem sået til med iderige originaler, der mestrer treeningenheden melodi, arrangement og produktion.
12. oktober 2008, 22:30
Men det findes, og sammen med Troels Abrahamsen (Veto etc.) er Frederik Thaae toppen af poppen i den henseende. Både som producer for andre eller som musikalsk hovedmand, eksponerer Thaae en herlig legesyge og et imponerende overblik, når han bryder genrer ned og fletter dem sammen på ny. På »Yo!« går hans eget projekt A Kid Hereafter i struben på firsermetal, skøn tresserpop, midthalvfemserrock, surf, you name it! Tempoet er i det røde felt og humørbarometeret udenfor pædagogisk rækkevidde – Thaae er en spasmager uden at være plat og ramt af den danske floskelsyge. Sangene er ambitiøse og forbandet godt skruet sammen, kvalitetsniveauet er pænt uden at være mere end stedvist prangende. Bedst er schlagerpophymnerne »The Circus of Your Mind«, som P3 burde voldspille døgnet rundt. Om lidt laver han en rigtig genistreg.

































