14. april 2008, 22:30

Iselin C. Hermann har skrevet en roman om længsel og forelskelse. Det er den gamle historie om forelskelsen, der går sine egne vanvittige veje og tilsidesætter enhver borgerlig orden.

De forelskede kan ikke passe deres arbejde og familie, men lever i deres egen boble – så længe det varer.

For én ting ved vi alle om forelskelsen: Det er en mægtig og besættende følelse, men den holder også op, hvad enten vi vil have det eller ej, og det kan være både fortvivlende og befriende.

»Domino« hedder romanen, og som titlen angiver, så skal brikkerne falde på et tidspunkt – enten på plads eller ned. Det er det, der bygges op til, dét, der skal være kulminationen, og som vores fascination er rettet imod.

Brikkerne falder også i denne romanen der beskriver en forelskelse mellem en mand og en kvinde, der hver for sig allerede er gift og har børn. Deres hemmelige forbindelse kan ikke blive ved med at holdes skjult – selv i en storby som Paris, hvor handlingen udspiller sig – og det sætter en dominoeffekt i gang i det øjeblik, der lettes en anelse på sløret.

Da den første brik er faldet, går det hurtigt. Dvs. for læseren går det noget langsommere, fordi vi har fået indblik i den mandlige elskers hemmeligheder allerede en tredjedel henne i romanen, og herefter venter vi så på, hvordan afsløringen vil ske og hvilke konsekvenser, den vil få. Men hurtigt går det til sidst – og også for hurtigt.

Pludselig er det hele slut, selv om fortælleren forsikrer os om, at »Forelskelse kan ophøre, men det tager sin tid til gengæld. Ofte længere tid, end man var forelsket.« Det er ikke helt logisk formuleret, men man ved, hvad der menes, og det er sandt nok. Romanen slutter bare brat dér, hvor de forelskede ikke mere kan se hinanden.

»Domino« er sådan en »livsklog« bog, hvor det ikke skorter på fortællekommentarer, der sætter tingene på plads.

Man kan blandt andet læse følgende tre udsagn:

»Et af forelskelsens mange aspekter er, at man føler sig set, og i den forstand fremkaldt som et billede.«»Forelskelse er ikke et valg, ikke en forbrydelse og ikke en tilstand, man langsomt nærmer sig. (…) Forelskelse er et frit fald.«og »I forelskelse kommer man altid op sammen. Aldrig ned.«

Sådanne sentenser sætter præcise ord på erfaringer, som de fleste af os nok kan nikke genkendende til, og heri ligger romanens styrke.

Det springende punkt i romanen er imidlertid, om denne forelskelsens og kærlighedens videnskab bliver fortalt med tilstrækkelig episk kraft, og det gør den ikke helt. Jeg tror det hænger sammen med, at den forelskelse, der tales så meget om i bogen, ikke forplanter sig til læseren, ligesom de løgne som følger af utroskaben aldrig bliver rigtig pinlige. Jeg er ikke henrykt over fiktionen og ikke hovedløst fascineret af den smukke, parisiske kvinde – eller af den lige så smukke parisiske mand. Manden, hvis historie, jeg ikke kan afsløre her, fremstår et fantom, hvis dobbelteksistens er svær at finde ganske troværdig.

Der bliver talt meget i romanen om forholdet mellem kønnene, men det virker i sidste ende noget kønsløst. Eller måske meget kvindeligt, hvis man skal tro på bogens forestilling om, at kvinder taler sytten gange mere end mænd. Den eneste der rigtig er slag i, er en 78-årig kvinde, der hævder, at alt drejer sig om sex, og som bramfrit siger, at »Hvis der ikke er morskab i underetagen, så er lyset slukket i de øvre gemakker.« Hendes eget lysende vid dementerer dog udsagnet, for der er ikke meget gang i hendes kønsliv. Måske er der alligevel for lidt køn og krop i denne bog, der nok snakker om, at de forelskede er selvlysende, men ikke får dem til brænde sig gennem siderne og frem til mine sanser og dybeste længsler. Forelskelse er en rystelse, der sætter vores verden i bevægelse. Det burde en roman også gøre, men den dominoeffekt har Hermanns bog ikke – på mig.