18. oktober 2008, 11:06 – opdateret 18. oktober 2008, 11:15

Når det hårde scenelys falder på ansigtet, ses det, hvor nådesløs tiden er. Huden er grå, øjenlågene tunge, og furerne om munden dybe.

Leonard Cohen er 74 år, og det er tydeligt for enhver. Men udtrykket bag årenes sløringer, er nu det samme, som det altid har været. Fuld af skønhed, sværmeri og et aldrig vigende strejf af sørgmodighed.

Og beskrivelsen af hans ansigt passer forunderligt nok også på de sange, han har bjergtaget en hel verden af poetisk stemte sjæle med over fem årtier – fra den sublime albumdebut »Songs Of Leonard Cohen« fra 1968 over den storsælgende »I’m Your Man« fra 1988 og frem til den let resignerende »Dear Heather fra 2004.

Alle ved det
Da Leonard Cohen fredag aften træder ind i et udsolgt Forum, vil klapsalverne ingen ende tage. Og med et ti musikere stort orkester bag sig begiver den altid ydmyge canadier sig ind i »Dance Me To The End Of Love«, der lig mange af aftenens øvrige numre gives i et righoldigt arrangement.

Klassikere som »First We Take Manhattan«, »Ain’t No Cure For Love« og »Take This Waltz« falder således også i versioner, hvor saxofon, lut, klarinet, orgel, mundharmonika og 12-strenget spansk guitar får lov at male med i lydbilledet.

Men det er i de helt enkle øjeblikke, Leonard Cohen står allerstærkest. Og hjertet springer simpelthen et slag over i mødet med »Suzanne«, »Famous Blue Raincoat« og ikke mindst »Everybody Knows«, der rammer sjælen ret mellem øjnene med sine lap steel-klange og de tre korsangerinders krystallinske harmonier.

Små sprækker
Sharon Robinson og søstrene Charley og Hattie Webb er i det hele taget en oplevelse i den tre en halv time lange seance, der dog først og fremmest vil huskes for Leonard Cohens mørke, monotone og på alle måder mageløse vokal.

»I was born with a gift of a golden voice«, synger han i gamle »Tower Of Song«, og hvor giver ordene mening i munden på den gamle mester, der ikke har gjort sig nævneværdige anstrengelser for at ændre sætlisten i forhold til den, der blev spillet efter ved sommerens koncert på Rosenborg Eksercerplads.

Men med så stærke sange er den slags også inderligt ligegyldigt, ligesom man fint lever med, at guitarist Javier Mas udstyrer den iskoldt tænkte »First We Take Manhattan« med en noget malplaceret omgang eksotisk strengeleg.

Og pyt med at Leonard Cohen introducerer sit band hele tre gange. Det er blot menneskelige sprækker i en noget nær fuldendt koncertopvisning.

»There’s a crack, a crack in everything/That’s how the light gets in«, som han synger i »Anthem«, der som alle andre sange i hans lyriske bagkatalog rummer træffende betragtninger. Om livet, døden og kærligheden.

Tre ord, der alle spiller med i denne bevægende oktoberaften, hvor en forelsket sal til sidst tager afsked med den syngende poet med det aldrende ansigt.

Måske for sidste gang. Inden nutid for alvor bliver til datid. Gud bedre det.

Men i så fald en værdig afsked.