4. september 2008, 22:30

Det er enogtyve år, fem måneder og fjorten dage siden, mordet på statsminister Olof Palme. Lars Martin Johansson, chefen for Rigskriminalpolitiet, har indkaldt en lille udvalgt skare til møde.

Nu skal mordet opklares, og skiderikken, der gjorde det, findes. Johansson er allergisk over for uopklarede sager, ikke mindst denne, som han gerne ser opklaret, før han går på pension.

Det efterforskningshold, Johansson sætter, består af gamle kendinge, Anna Holt, Lisa Mattei og Jan Lewin, så man er fuld af frydefulde forventninger på de første sider af »Falder frit som i en drøm«, sidste bind i Leif GW Perssons Palme-trilogi. Men trods gode kræfter lever bogen desværre ikke helt op til de foregående.

Læseren ved for meget
Problemet er først og fremmest, at det, holdet skal opklare, er noget, som læseren allerede ved, hvis hun har læst første bind i trilogien.

I »Mellem sommerens længsel og vinterens kulde« fortalte Persson nemlig om de begivenheder, der ledte op til mordet på Palme.

Det foruroligende ved romanen var fraværet af en sammenhængende konspirationsteori. Som alle ved, kan sådan en teori have en beroligende effekt, fordi den trods alt tegner konturerne af en bagvedliggende mening med galskaben.

Men hos Persson var der ingen superskurke, der konspirerede og havde en gennemtænkt plan med mordet på Palme. I stedet var det faglig inkompetence og grimme, hvide mænds forsøg på at hytte sig selv og sine, der nærmest tilfældigt førte til, at statsministeren måtte dø.

Det var fantastisk læsning. Med Palme-mordet som katalysator beskrev Persson velfærdsstaten Sveriges forfald indefra.

I andet bind, »En anden tid, et andet sted«, spillede mordet en mindre rolle, men Persson rullede sig ud og jonglerede med både europæisk samtidshistorie og det store persongalleri, så selv Balzac ville have været imponeret. Andet bind er det absolut bedste i trilogien, og i forhold til det er »Falder frit som i en drøm« en mat afslutning.

Grum pointe
Det behøvede det ikke at have været. Persson har faktisk en grum pointe med bogen, hvor den gode betjent Johansson, der har været med hele vejen, føler jorden skride under sig, når Palmes morder omsider bliver fundet og får sin straf.

Den måde, som Johansson takker af på, kunne let have virket mere rystende, men Persson, der også er professor i kriminologi og politi- efterforskning, føler åbenbart, at han for saglighedens skyld må repetere hele Palme-sagen igen. Og selv om det ikke er uinteressant, sander det romanens pointe til og gør den trættende trods al komik og veloplagt satire.

Et andet problem er, at modstykket til alle de grimme, hvide mænd i Perssons univers igen er kvinderne. Bogens virkelige guttermænd er Anna og Lisa. Disse begavede, seje politikvinder, der ser fantastisk godt ud, lader til at være hævet over enhver form for delagtighed i velfærdsstatens fald alene på grund af deres køn. Det er fandens galant af dig, Persson, men det tror vi ikke helt på.