30. marts 2008, 22:30

Når søvn bliver til drømme, vibrerer øjenlågene. Som en hilsen fra en fjern og fin verden. Og at denne tilstand, som kaldes Rapid Eye Movement, også lægger navn til et af de seneste 25 års bedste bands er ganske passende.

R.E.M. har nemlig fremspillet et svimlende melodisk udtryk, hvori man gang på gang kan opleve virkeligheden krydse drømmenes spor i Michael Stipes suveræne sangforedrag. Og netop Stipe har desuden været et genkommende billede på det sanselige og samvittighedsfuld menneske, vi vel alle ønsker at være.

Men R.E.M. rammer ikke altid rent, og fejlskuddene har siddet tættere, som udspillene er blevet flere. Derfor er det også med en vis skepsis, at deres 14. udspil lægges under lasernålen, hvor det viser sig, at de i samarbejde med producer Jacknife Lee har kastet det forrige albums ferske lyd af sig til fordel for en enklere, mere distinkt klang.

Det resulterer i optrin som »Living Well Is The Best Revenge« og »Man-Sized Wreath«, der vokser sig stadionstore i spændet mellem Peter Bucks gnistrende guitar-riffs, Mike Mills’ gyngende basgange og Stipes optændte, let raspede stemmebånd. Og disse energiske rockerier mødes albummet igennem af mere afdæmpede indslag, som desværre lidt ofte lyder som slet skjulte forsøg på at genindspille numre fra forgængeren i en mere afklaret produktion.

R.E.M. har imidlertid aldrig leveret et album uden mindst ét uforglemmeligt indslag, og således også her, hvor »Supernatural Superserious« viser, hvor vitalt og vanedannende et orkester de er, når melodien bærer hele vejen igennem.

Stjernestunden ændrer dog ikke ved det faktum, at »Accelerate« blot er endnu et passabelt mellemspil fra et af rockhistoriens bedst begavede bands. Men mon ikke poesien og magien lander på deres øjenlåg, når vi mindst venter det?

Der er grund til at håbe. Eller drømme.