21. juli 2008, 18:18 – opdateret 21. juli 2008, 22:12

Når Ellen Hillingsø første gang kommer ind på scenen i den berømte rolle som Amanda i Noël Cowards klassiske lystspil, poserer hun øverst på trappen som en teaterdiva, der gør sin entré og modtager den hyldest, der helt naturligt tilkommer hende. Se mig! Og det bliver hun omtrent ved med forestillingen igennem. En vittig detalje som siger et og andet om Christoffer Berdals glimrende læsning af det perfidt-vittige lyspil, som ingen næsten har turdet røre ved efter Susse Wold og Bent Mejdings berømte parløb.

Stykket er jo temmelig banalt. Ikke meget mere end en cocktailtime. Et stykke ingenting fra 1930. Amanda og Elyot, repræsentanter for the idle rich, er skilt og har et gnistrende samliv bag: Øretæver i luften og skoldhed passion. På bryllupsrejsen med deres nye, mindre avancerede ægtefæller støder de ind i hinanden, finder ud af, at de hører sammen, stikker af til Paris, slås, skændes og genforenes. Og så er den ikke meget længere. Men spillet holdes til gengæld oppe af Cowards festfyrværkeri af begavede aforismer og af den rappe, provokerende dialog – den vittigste nonsenskomedie siden Oscar Wildes »Bunbury«.

Panter i pyjamas
Christoffer Berdals iscenesættelse har timingen, tempoet og stilsikkerheden. Og den har skuespillerne, der kan teknikken. Som Elyot ligner Olaf Johannsessen en dansk udgave af Leslie Howard, lutter tilbagelænet spleen og forfinede overklassemanerer. Men bag viddet og den nonchalante charme har han også tillagt sig en kynisme og en kulde, der kan slå over i brutalitet, når elegantieren mister tålmodigheden med alle dem, der er mindre sofistikerede end ham selv og derfor keder ham: »Visse kvinder skal slås jævnligt som gong-gonger«.

Og Ellen Hillingsø har mindst lige så meget for rollen som Amanda – den utæmmelige, frie kvinde. »Mit liv er hasard!« siger hun, og det tror vi! Udstyret med sort Kleopatra-paryk, stumfilmstjerneøjne og væbnet til tænderne med en replik, der slår gnister. En panter i pyjamas. Både sød og brand­irriterende. Ikke til at stå for med sin fyrige fandenivoldskhed, sin ustyrlige lunefuldhed. Ikke til at holde ud med sin egocentri. Med ultrakorte glimt af noget skibbrudent i blikket. »Jeg er en skidt karl,« siger denne Amanda i et øjeblik, der måske rummer mere selverkendelse, end man skulle tro.

Blændende er de to sammen i et spil, der i sin blanke, indholdstomme udadvendthed også bliver et spil for os i galleriet – i positiv forstand. De har kun blik for hinanden. Men har de i virkeligheden ikke kun blik for sig selv?

Flugtbilisme
Når man sidder og hører på Amanda og Elyots vittigt, småabsurde dialog, så rummer den jo også en bevidst flugt fra tilværelsen. En drøm om et liv i evig ansvarsløshed. Den form for eskapisme, der underkender alt, der kan kede og som insisterer på kun at leve i nuet: »Kom og kys mig. Før din krop rådner«, som Elyot siger til Amanda. En stirren sig blind på kun at forfølge det lystfyldte, men også en insisteren, hvis vrangside er flugtbilismen som livsfilosofi. En fremherskende betændelsestilstand i en generation af selvudfoldelse og serielle monogami. Jeg keder mig, jeg vil skilles! Det går så her ud over Claes Bangs aflange advokatmand, der ikke kun bliver en udstoppet herreskjorte. Og Sarah Gottliebs kælne og tudevorne, borgerlige barnehustru, der også rummer et skvæt sødme. Begge får mere af sympatien, end vi er vant til, hvis man gider kigge efter. Sådan kan man også presse mening ud af en let og luftig sommerkomedie, der ellers insisterer på ansvarsløshedens sejr over det normale som princip.