Den amerikanske saxofonist Wayne Shorter tog sammen med sin jazzgruppe på en fantastisk flyvetur ud i galaxerne, og en klassisk blæserkvintet bragte musikken ned på jorden. Desværre.
7. juli 2008, 17:34 – opdateret 7. juli 2008, 19:05
af 6 stjerner
Koncerten i Operaen med den 74-årige amerikanske saxofonist Wayne Shorter har i vidt omfang været betragtet som festivalens højdepunkt. Alle 1600 pladser var da også revet væk, og blandt publikum var forventingen til at tage og føle på.
At Wayne Shorter ved denne lejlighed - udover sine faste sekundanter, pianisten Danilo Pérez, bassisten John Patitucci og trommeslageren Brian Blade - skulle blive ledsaget af en den klassiske blæserkvintet Imani Winds, lød jo umiddelbart tilforladeligt. Men uproblematisk var det ikke.
De fem klassiske musikere indledte koncerten med kammermusikalske værker af Lalo Schifrin, Wayne Shorter og Astor Piazzolla, og det var nydeligt - og det skærpede vel jazz-appetitten. Heldigvis kom han så, Wayne Shorter, for - sammen Pérez, Patitucci og Blade - at bevæge sig ud i det åbne jazzland.
Endnu engang blev man mindet om, at Wayne Shorter er en af jazzens mystiske eksistenser. Han er svær at blive klog på, og han kan vist heller ikke blive klog på sig selv. Så alt imens musikken tog form med et massivt klaverspil, et iltert basspil og et ofte eksplosivt trommespil, stod Wayne Shorter dér med sin tenorsaxofon og vekslede mellem lange pauser og sære småfraser. Hvad var det lige han ville?
Men så - hen ad vejen kom der alligevel hold på idéerne, den flotte saxofonlyd skar magtfuldt igennem, og en åben og suite-agtig jazzmusik tog form - og blev mere og mere organisk.
Her var fire fantastiske musikere, der kommunikerede på høj niveau, og som med saxofonisten som rejsefører tog os med på en spændingsmættet ekskursion. Dog bibeholdt Wayne Shorter sit vægelsindede adfærdsmønster. Han greb sopransaxofonen, stillede den igen, tog den atter og spillede et par toner for igen at vende tilbage til tenoren, der nu fik en endnu mere magisk lyd. Endeligt besluttede han sig så til et længere stræk på sopranen, og det blev både bidende og flagrende og melodiøst og medrivende.
Alt i alt varede jazzkvartettens ubrudte udflugt en times tid, og i hvert fald rummede den sidste halvdel noget af det mest inciterende jazzmusik, man overhovedet kan ønske sig og forestille sig. Det var kort sagt en fantastisk flyvetur ud i galaxerne.
Men det blev også til en brat tilbagevenden til jorden, da den klassiske blæserkvintet sluttede sig til selskabet. Wayne Shorter satte sig ned med sin sopransaxofon, og så blev der spillet musik med elementer af jazz og klassisk - altså såkaldt third-stream-music eller cross-over.
Ser man bort fra enkelte sekvenser, hvor jazzkvartetten - på befriende vis - slog sig løs, var udtrykket domineret af det, man i forrige århundrede i den klassiske verden kaldte for moderne musik. Ikke at forklejne partiturmusik, men her var bare endnu et misfoster af alle gode viljer. Et stille håb om, at ekstranummeret udelukkende måtte blive med jazzkvartetten, brast. Det blev til endnu en kolos på alt andet end swingende lerfødder.
