Fotografiets mange vinkler

Fotografi: Skandinaviens ældste fotogalleri er fyldt 30 år, og i den anledning udgives en bog der udfolder fotografiets bredde.

4 af 6 stjerner

På et tidspunkt hvor hverken Museet for Fotokunst i Odense, Det Nationale Fotomuseum, Fotografisk Center eller det nu hedengangne Fotografisk Galleri i København, eksisterede, opstod Galleri Image i 1977 i Århus.

Bogen »5 betragtninger – Øjne på Stilke«, der udgives i anledning af Galleri Images 30- års jubilæum, handler om samtidsfotografi og bogens bredde fokus skal ses i forlængelse af stedets profil, der helt fra begyndelsen har vist mediets spændvidde. Fra dokumentarisme til iscenesat og konceptfotografi. Fra traditionelt sort-hvid foto, over utallige eksperimenterende tilgange, til det fuldt ud digitale fotografis åbne mulighedsfelt.

Galleri Images profil har fra start været international og har opnået stor anseelse i internationale fotokredse. Den internationale vinkel og hele det verdensomspændende netværk af fotointeresserede beskrives i et essay af den amerikanske forfatter Allen D. Coleman.

Hvor der tidligere var tale om herskende skoler og retninger, og man som fotointeresseret således var i stand til at overskue sit interessefelt, bevæger det fotografiske medie sig i dag på tværs af alle tænkelige grænser, og man har som fotoentusiast ikke andet valg end at kaste sig ind i de uendelige billedstrømme og fascineres af mangfoldigheden og den kontinuerlige udveksling der finder sted.

Illustrationerne, der ledsager Colemans essay, stammer fra forskellige seminarer og festivaler – altså fotos af fotointeresserede. Sammen med forsideomslaget og opslagene mellem de enkelte essays er der tale om lidt kedelige billeder.

Bogen er meget langt fra at være en coffeetablebook. Hvorfor ikke vise flere eksempler på det visuelt stærke samtidsfotografi? Det ville ikke gøre bogen mindre seriøs.